Kultur

Julehemmeligheder for de små

Der er masser af julestemning og julehygge for det yngste publikum og deres familier i forestillingen ”Juletræets Hemmelighed”, der spiller på Randers EgnsTeater.

Skuespiller Nanni Lorenzen tager publikum med ind i en eventyrlig verden, hvor de møder snedkermesterens datter. Hun er ved at snitte de dejligste julegaver og undervejs fortæller hun sine gæster om den juleaften, hvor snedkermesteren mødte julemanden ude i skoven.

Inde i forestillingens smukke juletræ gemmer hele fortællingen sig, og inden publikum har set sig om, er de hvirvlet ind i en humoristisk og herlig historie om en ganske særlig juleaften, hvor snedkermesteren og julemanden hjalp hinanden med at dele gaver ud.

Snedkermesterens datter folder julefortællingen ud for sit publikum, alt imens hendes venlige tykke kat kigger med. Og hvis den er heldig, får den sit store juleønske opfyldt til sidst. En stemningsfuld og musikalsk juleforestilling for de små, der rundes med, at skuespiller Nanni Lorentzen og hendes kat byder de yngste op til en dans omkring juletræet.

”Juletræets Hemmelighed” spiller på Randers EgnsTeater 7. 8. 14. og 15. december både klokken 11 og klokken 13.30. Forestillingen er for børn fra 2 år.

Kommentarer