Jobsvindel på WhatsApp: En advarsel til jobsøgende danskere

Arkivfoto af Glenn Carsten Peters.

Online svindel er ikke noget nyt fænomen. Der har eksisteret cybertrusler, lige siden internettet blev allemandseje tilbage i slutningen af 1990’erne. Online svindel er dog taget til gennem årene. Især i takt med at vores liv er blevet digitaliseret via mobile enheder. I dag har online scam mange ansigter, og et af de seneste skud på stammen er svindel med jobs. 

Der findes i dag en lang række svindlere, som blandt andet bruger platforme som WhatsApp til at forsøge at snyde jobsøgende danskere. Vi ser på fænomenet her og belyser, hvordan man kan beskytte sig bedre mod den stigende jobsvindel.

Falsk rekruttering på WhatsApp

Den voksende svindel mod jobsøgende danskere foregår hovedsageligt på WhatsApp. Her kontaktes tilfældige danskere med diverse jobtilbud fra dansktalende og engelsktalende personer. En typisk besked kunne være en person, der foregiver at være en recruiter fra et internationalt firma. Firmaet kan være opdigtet, men der kan også være tale om en virksomhed, du kender til. Det gør dog ikke jobtilbuddet mere sandt. 

Perfekt udformede beskeder

WhatsApp-beskeden fra den pågældende ‘recruiter’ kan se ganske troværdig ud. Selv ordlyden kan virke både korrekt og pålidelig. Tonen vil ofte være venlig, og den pågældende person vil være imødekommende og venlig. Du vil også blive præsenteret for et navn, der dog naturligvis er falsk. I visse tilfælde har svindleren tilmed lavet en LinkedIn-profil i samme navn. Du vil derfor nogle gange faktisk kunne finde den pågældende ‘recruiter’ med en (falsk) profil på LinkedIn.

Faren lurer mellem linjerne

Truslen er umiddelbart ikke til at få øje på. Du er jo jobsøgende, og pludselig bliver du kontaktet af en professionel recruiter, som tilbyder dig en deltids- eller fuldtidsstilling i et firma. Det kunne næsten ikke være mere perfekt, og det er netop sådan, at svindleren vil have dig til at føle.

Missionen er at lokke dig med et velbetalt job med super fleksible arbejdstider. Tonen er venlig, men lægger også ofte op til, at du skal handle hurtigt. Det gør man for at øge muligheden for, at du handler for overilet.

Det kunne være i forbindelse med at klikke på et vedhæftet link, som indeholder malware eller virus. Har du ikke allerede en VPN med malwarescanner på din computer eller mobil, så vil du her let kunne få inficeret din enhed, hvis du klikker på linket.

Der kunne også være en anmodning fra svindleren om, at du skal angive dine kreditkortoplysninger eller personlige data for at kunne modtage de endelige dokumenter vedrørende dit nye arbejde. Du modtager naturligvis ingen dokumenter eller noget arbejde. Du ender blot med at miste enten personlige oplysninger eller penge. Eller begge dele.

Lær svindlernes tricks

Mange jobsøgende i Danmark er desværre allerede røget i fælden, men du kan gøre en hel del for at undgå at blive den næste. Det handler først og fremmest om at lære at afkode svindler-beskederne.

Noget af det første man skal huske på er, at der næppe findes mange officielle jobudbydere som vil kontakte dig via WhatsApp. Måske snarere LinkedIn selvom også denne portal er ramt af svindlere.

En jobudbyder vil heller aldrig bede dig om at sende penge eller angive dine kreditkortoplysninger. Du kan også altid tjekke op på ansøgningen ved at kontakte det firma, som recruiteren udgiver sig for at skrive fra. 

Beskyt dine enheder og din data

Udover at værne sig med sund skepsis og kende til svindlernes tricks, så er det også vigtigt at beskytte sine enheder. Det kunne være ved at bruge en VPN, som krypterer indholdet på din telefon eller computer. Professionelle VPN-tjenester udbyder også særlige funktioner, som kan scanne eventuelle links og hjemmesider for malware og lignende, før du klikker på dem. 

Du bør også altid sørge for at opdatere dit computersystem og din mobiltelefons system med den seneste nye sikkerhedsopdatering. Når du downloader apps, bør du også sikre dig, at det sker fra officielle kilder eller fra de officielle app-butikker. Gør det til en vane at gå langt uden om mistænkelige links eller vedhæftninger. Medmindre du selvfølgelig forventer at modtage en mail med aftalte links eller vedhæftninger.

Sidst men ikke mindst bør man også have en god portion sund fornuft med sig rundt i den digitale verden. Tilbydes man et job, der lyder lidt for godt til at være sandt, så er det sikkert svindel. Ligesom med stort set alle andre ‘gode tilbud’ man tilbydes helt uopfordret online. 

Kommentarer