Dalbyneder

Irsk legende tilbage i Dalbyneder kirke

Torsdag den 23. januar kan man opleve den irsk-engelske duo Jane og Shane i koncert med violinisten John Sheahan. Pressefoto

Torsdag den 23. januar danner Dalbyneder kirke endnu engang rammen om en sjælden koncert. Violinisten John Sheahan fra det legendariske ‘The Dubliners’ gæster for anden gang den lille kronjyske kirke sammen med den irsk-engelske duo Jane og Shane.

Første gang denne trio var på besøg var i 2014.

Baggrunden for Sheahans denne gang korte Danmarks-tourné er, at Jane netop har været i Dublin for at markere Sheahans 80-års dag. Hun var inviteret, fordi Sheahan er fascineret af lyden af to violiner og ikke mindst hendes spil til hans ”Saint Patricks Cathedral”, som hun har komponeret en anden stemme til.

Ved den lejlighed spurgte Sheahan, hvornår de igen skulle på tourné i Danmark. Efterad kom nogle få koncerter på plads, og i Dalbyneder er menighedsrådet stolte over igen at kunne åbne dørene for en stærk aften, et folkemusikalsk generationstræf. Da Jane & Shane med John Sheahan optrådte for et begejstret publikum på Skagen Festival i 2014, skrev journalist Per Dyrholm, at John Sheahan har meget at give endnu. Og i samspillet med de ligeledes virtuose instrumentalister Jane & Shane kommer dette i særdeleshed til udtryk. Derfor glæder Jane & Shane sig til at byde deres gamle ven velkommen tilbage med alt, hvad han har med i bagagen – fra elegante valse til livlig dansemelodier med en strejf af swing – alt serveret med umiskendeligt irsk lune, charme og overskud.

Om samarbejdet med Jane & Shane siger John Sheahan: – Jeg elsker lyden af to violiner. Det er en helt enestående blend på samme måde, som du oplever en rigtig god malt whiskey. Jeg glæder mig til igen at skulle smelte sammen med Jane & Shane og skabe musikalsk magi.

Jane & Shane har længe hørt til blandt de mest populære navne på den danske musikscene. Med irske Shane på guitar, vokal og bodhrán og engelske Jane på violin og vokal er deres sofistikerede og symbiotiske samspil et kendetegn, som er helt særligt for dem. De mestrer at fortælle den gode historie og leger med elementer fra både folkemusikken, det klassiske og jazzen.

Der er gratis adgang efter et først til mølle princippet, og dørene åbner klokken 19.

Kommentarer