Randers By

Ingen madspild hos de unge

Der bliver produceret påskepynt til den store guldmedalje, til påskefrokost med de unge. Pressefoto

Fredag den 7. april afholder Randers Ungdomsskole og Randers Bibliotek et stort arrangement for alle unge i Randers imellem 13 og 18 år. Her sætter arrangørerne madspild, forurening og bæredygtighed på tapetet, sammen med en masse unge mennesker.

“Mad med mening” er en del af Region Midtjyllands årlige Demokratistafet, hvor der i uge 14 kører forskellige projekter på 15 af regionens biblioteker.

Randers Ungdomsskole vil sammen med unge producere påskepynt til dagen, delvist lavet af genbrugsmaterialer, og i dagene op til vil unge i fritidsmiljøerne samle skrald og cigaretskodder omkring Randers Ungdomsskoles fritids- og klubmiljøer. Det indsamlede skrald vil indgå som installation den 7. april.

Arrangørerne har lavet aftaler med Rema 1000 på Nørre Boulevard, Rema 1000 i Hornbæk, Rema 1000 i Jernbanegade samt Føtex på Mariagervej om at få doneret mad og brød til dagen, som ellers ville være blevet smidt ud. De unge skal sammen lave lækker påskefrokost mad ud af donationerne og få et indblik i madspild, bæredygtighed og fuld udnyttelse af råvarer.

Arrangementet starter klokken 16.00 for unge der ønsker at deltage i op pyntning og madproduktionen, og klokken 18.00 starter den egentlige Easterfrokost, hvor der også vil være fed musik fra DJ Lucas og forskellige konkurrencer for de unge. Der vil blandt andet være løbehjulsstafet imellem en masse opstillede skraldespande leveret af Sisse Stochholm fra affaldsskolen og projektet “Fej for egen dør” samt quiz for skrappe hjerner.

Randers Ungdomsskole og Randers Bibliotek er begejstrede for samarbejdet og glæder sig til at tage imod en masse glade, unge mennesker.

Kommentarer