Debatindlæg af Lars W. Hellmund
Næstformand Randers Konservative

Det var en besynderlig læseoplevelse, da Randers Netavis i dag den 30. april kunne berette om Diana Glad Jørgensen, som tager livtag med tilværelsen, selvom hun har en spastisk lammelse.

Det blev særligt tydeligt, da hun beretter om hendes fraflytning fra Grenaa til Randers, som burde være en positiv og opfyldende oplevelse.

Dog synes oplevelsen en ganske anden for Diana Glad Jørgensen, som var så heldig at få sin eldrevne cykel med fra Grenaa til Randers, for da cyklen ophørte med at fungere, så blev hun hensat af Randers Kommune til at forlade sig på flextaxa og de lokale bybusser, da visitationsenheden i Randers ikke ville stille en ny elektrisk cykel til rådighed, så Diana Glad Jørgensen kunne forsætte med at opretholde sit sociale liv og forordne sine gøremål i byen.

Hun beskriver selv sin tilstand som værende i sådan en forfatning, at selv 50 eller 100 meters distance tærer på hendes kræfter, og at hverken flextaxa eller bybus kan udbedre hendes umiddelbare behov.

Derfor undrer det, at vores smukke og stolte kommune med vores gode sammenhørighed agerer uden omtanke for det erfaringsgrundlag, som allerede er opbygget angående en borger hos vores naboer i Grenaa. Vi skal som kommune tage os godt og inderligt af de medborgere som lever med udfordringer i hverdagen – og det bør under alle omstændigheder være en behagelig oplevelse at flytte til Randers.

Beretninger som disse synes at tegne et billede af en ærgerlig, små-kynisk tilgang, som leder efter muligheder for at skåne kommunen for udgifter, vi ellers burde sætte en ære i at udskrive for at give vores handicappede og udfordrede borgere rimelige livsvilkår.

Når et så fromt ønske som en eldrevet cykel kan bevirke, at Diana Glad Jørgensen kan agere nogenlunde selvhjulpet, så synes det indlysende, at den tilgang er for det fælles bedste – skønt træerne ikke vokser ind i himlen, så bør vi som kommune ikke gå i alt for små sko, når vi taler om borgere der med få midler kan klare sig selv i udvidet grad, trods de begrænsninger de end måtte have.

Vi må håbe, at visitationsenheden i Randers Kommune gentænker omstændighederne, og kommer frem til en løsningsmodel som kommer både Diana Glad Jørgensen til gode, og ligeledes andre medborgere som mangler en håndsrækning for at kunne fungere på rimelig vis.

Vi må ligeledes håbe, at Randers Kommune i fremtiden bliver bedre til at lytte til erfaringsgrundlaget fra andre kommuner, når deres borgere bliver til vores – for hvis Grenaa har erfaring med, at en eldrevet cykel kan gøre en markant forskel, så kan Randers overtage den erfaring og fortsætte den gode vilje.