Randers By

Huskedag i Randers – kommunen sætter fokus på demens

Peter Lund Madsen vil d. 21. september holde et oplæg på Rådhustorvet om hjernen og demens i anledning af Huskedagen.

400.000 danskere lever med demens i familien. Mellem 70-85.000 mennesker har en demenssygdom, og hvert år rammer ca. 15.000 nye.

Demens er en folkesygdom, som man skal tage alvorligt.

Derfor afholder Alzheimerforeningen et årligt event, kaldet Huskedagen, rundtomkring i Danmark. Det sker også i Randers Kommune, hvor der vil være event på Rådhustorvet, og den kendte hjerneforsker Peter Lund Madsen vil komme og fortæller om hjernen og demens.

– Vi bakker selvfølgelig op om Huskedagen, som har til formål at skabe opmærksomhed omkring demens og støtte mennesker med demens og deres pårørende. Der findes rigtig mange tilbud i kommunen og i forskellige foreninger, og dem vil vi også gerne udbrede kendskabet til, siger Leif Gade, formand for Sundheds- og Omsorgsudvalget i Randers Kommune.

Huskedagen afholdes onsdag d. 21. september 2016 kl. 14.30 – 17.00. Programmet består af forskellige oplæg, et caféområde og en markedsplads med boder, hvor man kan finde information om forskellige tilbud til demensramte og pårørende.

10 advarselstegn på demens

Kilde: Alzheimerforeningen

  • Svækket hukommelse
  • Besvær med at udføre velkendte opgaver
  • Problemer med sproget
  • Manglende orientering i tid og sted
  • Dårlig eller nedsat dømmekraft
  • Problemer med at tænke abstrakt
  • Lægge ting forkerte steder
  • Forandringer i humør og adfærd
  • Ændringer i personligheden
  • Mangel på initiativ

Kommentarer