Gjerlev

Hjertestarter i Gjerlev flyttet udendørs

Glen Engdal Sinclair Souschef i Jutlanderbank (tv) sammen med Bent Kristensen, Karsten Bruuns Eftf. ApS, som har monteret hjertestarteren. Fremsendt foto

Hjertestarteren ved Jutlander Bank i Gjerlev har skiftet plads. Den er nu placeret udvendigt ved siden af pengeautomaten, så det igen er muligt at komme til den hele døgnet.

Hjertestarteren kom til byen i april 2010 ved hjælp af en donation fra Gjerlev-Enslev Sparekasses Fond. Den gang blev den monteret i bankens vindfang, som man kunne komme ind til med magnetstrimmel fra for eksempel kreditkort eller sygesikringsbevis.

I slutningen af januar flyttede banken imidlertid hæveautomaten, som også var placeret i vindfanget, udenfor; og i forlængelse heraf besluttede man at lukke vindfanget.

Det betød, at hjertestarteren også måtte ud, så den kunne fortsætte med at være tilgængelig døgnet rundt.

Det blev muligt med hjælp fra Gjerlev-Enslev Sparekasses Fond, som har doneret et varmeskab, der er nødvendigt for at beskytte hjertestarteren.

Jutlander Bank leverer strømmen til varmeskabet, som det lokale firma, Karsten Bruuns Eftf. ApS. v/ Bent Kristensen, nu har monteret og tilsluttet – uden beregning.

Gjerlev-Enslev Sparekasses Fond blev dannet, da den lokale sparekasse i 2009 blev lagt ind under Sparekassen Hobro. Fonden har til formål at støtte alment velgørende formål i fondens virkeområde.

Kommentarer