Himmelsk korkoncert i Sct. Mortens Kirke torsdag aften
Kirkekorene fra Sct. Peders, Sct. Clemens, Enghøj og Sct. Mortens kirke var torsdag aften omdannet til ét stort kor og lagde stemmer til udvalgte korsatser fra den spritnye bog “Dagen gror af morgengryet – 75 korsatser til kirkeåret”.
Der var en andægtig stemning på bænkene i Sct. Mortens kirke, mens man ventede på at koncerten med det forenede kor skulle gå i gang. Stilhed før stemmer. Og da koret stemte i var oplevelsen overraskende og skarp med med en bemærkelsesværdig voluminøs lyd, som kun kor kan udfylde i et kirkerum.
Manden bag bogen er Christian Præstholm, som siden 2007 har været organist ved Sct. Mortens Kirke i Randers. Han
sidder til daglig ved tangenterne på det store symfoniske orgel i kirken og har ansvaret for kirkens omfattende musikalske arbejde og profil. Udover at spille til gudstjenester, vielser og begravelser samt dirigere kirkens kor, har han også ansvaret for kirkens klokkespil, som flere gange om dagen kan høres ud over midtbyens tage.
Udover sit arbejde som organist, korleder og klokkenist ved Sct. Mortens Kirke er Christian Præstholm faktisk også en af landets betydeligste og mest produktive komponister af kirkemusik. Med en længere række af værker for kor, orgel, forskellige solister og kammerensembler samt salmemelodier på samvittigheden. Adskillige værker er komponeret
på bestilling, bl.a. fra Domkirkerne i Aalborg, Viborg og Haderslev, ligesom de første bestillinger fra udlandet er indkommet.
Det seneste værk fra Præstholms hånd er en stor samling af hele 75 korsatser. ”Dagen gror af morgengryet” som bogen hedder, er netop udkommet og blev præsenteret ved koncerten i Sct. Mortens Kirke torsdag aften.
Se billeder heruneder af fotograf Jan Szwed fra både koncert og en af øvedagene – og hvis du ikke var en af de heldige, som var i Sct. Mortens torsdag aften, kan du få en lille youtube oplevelse her.
Kommentarer