Hemmeligt totalteater i Randers midtby lørdag
For 20. gang spreder Kalimister smil, latter, begejstring og eftertanke rundt i Randers midtby med fantasifulde, nærværende og farverige gadeteaterforestillinger.
Det er KALIMAs 44 ældste elever i alderen 13 til 23 år, der selv skaber forestillingen fra bunden ud fra et givent tema. Temaet er hemmeligt, men helt sikkert er det, at de 44 elever vil angribe temaet fra alle tænkelige og utænkelige vinkler.
– Derfor kan vi ikke sige så meget om temaet, siger leder af teaterskolen KALIMA Lisbeth Nielsen.
– I år kommer den tjekkiske danser Libuška Tsukahara og hjælper os med at få mere gang i kroppen.
Besøget og workshops om temaet i ugens løb omdanner eleverne til en spektakulær gadeteaterforestilling.
De 44 sprælske og energifyldte unge kommer i hjemmelavede fantasifulde kostumer med vildt og fantasirigt hår.
Forestillingen med det hemmelige emne spilles lørdag den 13. juli kl. 12.00 på Østervold og kl. 13.00 på Rådhustorvet.
Kommentarer