Helteyoga skaber empatiske kammerater
Det er godt nok ikke lyssværd som i Star Wars, som de tolv drenge fra Børnehuset Viborgvej i Randers får stukket i hånden. De er nemlig lavet af træ. Og er vel strengt taget kun en stav. Men drengenes indre helt kommer op i dem alligevel, når de synkront hæver stav-sværdet og i kor udbryder høje lyde.
Imellem de motoriske øvelser sørger pædagog Lotte Hillgaard Hansen, som arbejder med helteyoga i Børnehuset Viborgvej, for, at hun får snakket med børnene om gode og dårlige gerninger. Noget der skal gøre dem mere empatiske og bedre kammerater.
– Med helteyogaen arbejder vi med nogle forskellige karakterstyrker, som for eksempel mod og empati. Vi fokuserer på at være en god ven og på alle de egenskaber, som en helt besidder, siger Lotte Hillgaard Hansen.
Lidt power skader ikke sanserne
Helteyoga skal ikke forveksles med voksenyoga. Børneudgaven handler nemlig mere om at lære sine sanser at kende end at komme ud i kryptiske stillinger. Pædagoger kalder det for sanseintegration. Sagt med andre ord så betyder det, at børn lærer at føle, røre og mærke. Kunsten at styrke følelsessansen er vigtig, fordi børnene bliver i stand til at afkode berøringer. Bliver et barn med en svag følelsessans – også kaldt sanseintegrationsforstyrrelse – puffet på skulderen af et andet barn, så kan det opfattes som et voldsomt skub. Og så kan konflikten ellers stikke af derfra.
Men pædagog Lotte Hillgaard Hansens gruppe på tolv drenge er allerede godt i gang med at få styr på motorikken, når de ikke lige snakker om venskaber.
– Der er lidt mere power på udtrykket “helteyoga”, som tiltaler drengene. Men det gode ved helteyoga er, at alle børn kan være med. Det er ikke noget konkurrenceelement, så der er ingen, der oplever, at de er dårligere end andre. Så når det ikke handler om at vinde, men om at være med, så har alle børnene mulighed for at styrke deres sanser, siger Lotte Hillgaard Hansen
Kommentarer