Havndal Børneby indviet med Sange til Verden
I går fredag den 7. juni 2019 blev Havndal Børneby indviet. Det skete i forbindelse med det store børnekulturprojekt Sange til Verden, der er en del af Europæisk Kulturregions festival GENOPDAG. Børnebyens 140 børn optrådte med sang – heriblandt sangen ”Lad os give verden videre”, som børnene selv har skrevet.
Fredag blev snoren til Havndal Børneby klippet. Dagtilbud og skole er blevet slået sammen på én matrikel, store dele af bygningsmassen er blevet renoveret, og så er der kommet ny legeplads og nye fællesarealer.
– Vi har glædet os utrolig meget til at kunne indvie vores nye faciliteter og fejre, at vi endelig er blevet en fælles børneby på samme matrikel. Det giver rigtig meget godt til vores børn og elever, at de er samlet et sted. På den store fælles legeplads må der være børn fra 3 år til 6. klasse, og det er noget af det, som børnene udtrykker en stor glæde og fællesskabsfølelse ved, fortæller Annette Nejmann-Laursen, skoleleder på Havndal Børneby.
Indvielsen af Havndal Børneby skete i forbindelse med det store børnekulturprojekt Sange til Verden. Havndal Børneby deltog i projektet, der er støttet af Randers Kommunes sundheds-, idræts- og kulturudvalg. Projektet er bygget op om syv nye sange, der er skrevet med afsæt i FN’s Verdensmål for bæredygtig udvikling.
Sangprojekt med bæredygtigt fokus
Som en del af kulturprojektet Sange til Verden optrådte Havndal Børnebys 140 børn med en række sange, der på forskellig vis forholdt sig til temaer som klimaforandringer, overforbrug, livet i havet og fattigdom. Derudover har eleverne fra 4. klasse selv skrevet og komponeret sangen ”Lad os give verden videre”, som alle børnene vil opføre til indvielsen af deres børneby.
– Eleverne har haft overraskende nemt ved at skrive deres egen sang, og det fortæller noget om, hvor optaget de er af emnet. De interesserer sig for den verden, vi lever i, og hvordan vi passer bedst muligt på den. Tidligere på året deltog vi i et affaldsprojekt, og det har gjort eleverne mere bevidst om, hvor meget vi selv kan gøre for miljøet, og hvor vigtigt det er, fortælle Annette Nejmann-Laursen.
Eleverne har som en del af projektet udforsket forskellige af FN’s verdensmål med afsæt i de syv sange. På den måde har børnene fået vakt deres nysgerrighed og interesse for bæredygtighed i et børneperspektiv.
Sange til Verden er et børnekulturprojekt, der dækker hele Region Midtjylland og involverer op mod 5000 børn. Projektet er skabt i et samarbejde mellem Kulturprinsen i Viborg, Aarhus Jazz Orchestra og BUM, netværket for Børne-/Ungekultur i Midtjylland.
Kommentarer