Havearbejde uden ømhed
En tur i haven med rive, skovl eller hækkesaks er ofte lig med bevægelser, som de færreste er vant til. Det kan føre til ømme muskler og led og i værste fald skader. Men meget kan undgås ved simple forholdsregler
Solen skinner, og temperaturen er på vej op. For flere danskere er det lig med en tur i haven.
For mange haveejere ender det imidlertid med en øm krop, når sofaen skiftes ud med havearbejde. Og i værste fald fører det til skader, da flere danskere slet ikke er vant til at bevæge kroppen på den måde, som havearbejdet ofte kræver.
– Lige meget om der løftes, bæres, trækkes, skubbes eller bare generelt er tale om mere eller mindre unaturlige positioner, så er det noget, der kan mærkes dagen derpå, hvis man ikke er vant til at arbejde i de stillinger. Selv store, stærke håndværkere, der har flyttet rundt på mursten i flere år, kan løbe ind i en forstrækning eller få hold i ryggen, når de laver andre bevægelser, end de er vant til, siger Mette Møller Nielsen, arbejdsmiljøchef i Dansk Byggeri.
Varm kroppen op
Ifølge hende er det især arbejde på hug, på knæene, liggende eller over skulderhøjde, der kan forpurre flere måneders haveplaner. Her er der meget at hente, hvis der lægges en plan for arbejdet.
– Gentagelser er noget af det, der slider mest på kroppen. Derfor hjælper det, hvis man går lidt fra opgave til opgave og dermed får noget variation ind i kroppens bevægelser frem for at tage en ting ad gangen. Og der er det en fordel, hvis man starter ud med det mindst anstrengende og dermed får varmet kroppen op, fortæller hun og fortsætter:
– Tilsvarende kan mange af de anstrengende stillinger undgås ved bedre indretning. For eksempel kan en skammel eller stige tages i brug for at undgå at strække ryggen for meget, ligesom en sækkevogn med fordel kan bruges, når der skal flyttes rundt på krukker. Og så er der ingen tvivl om, at en elektrisk sav stiller færre krav til kroppen end en ikke-elektrisk, nævner Mette Møller Nielsen.
Kommentarer