Det handler om sten når Jens Peddersen gæster Enghøj Sognegård
”Mit hjerte er af sten. Om jagten på kæmpesten, stendysser og vejvisersten i Nationalpark Mols Bjerge”
Danmark er ikke et klippeland. Alligevel har vi mange sten. Og måske netop derfor har danskere en særlig forkærlighed for sten. Hvidmalede sten ved indkørslen, trædesten, stendiger, stenkantede bede, en stor sten i græsplænen osv.
Få tænker på, at alle vores mange sten er kommet med kæmpestore gletsjere under de sidste 2,6 millioner års mange istider fra vore nordiske brødrelande.
Nationalpark Mols Bjerge arbejder med og formidler historien om de store sten, sporene af de enorme gletsjere, der havde dem med hertil og smed dem, hvor de nu stod, da de smeltede væk.
Mange mennesker har hadet geologitimerne i deres skoletid og den støvede lærdom om ”ledeblokke”. Men for 5.500 år siden var danskerne ellevilde med sten. Dengang besluttede vi os for at stoppe med at være rejsende jægere og blev bofaste bønder – og så startede byggeriet af måske 30.000 stendysser i Danmark.
Kun cirka 2.000 er tilbage, men rigtig mange på Kalø-Mols, hvor nationalparkens frivillige nu laver naturpleje og gør dem flotte og synlige igen. Få en håndfuld af de bedste historier om dysserne og deres sten – ikke mindst Agri- og Poskærdyssernes tvillingesten på 19 og 16 ton.
I Andelstiden gik jagten på stendysserne virkelig ind. Jens Vejmand tog for sig af de byggematerialer, der var lige ved hånden, til skærver og til de vejvisersten, som er et helt unikt kulturminde -enestående for Djursland.
Jens Reddersen fra Nationalpark Mols Bjerge vil fortælle om nationalparkens vejviserstenprojekt – også med eksempler fra Randers.
Det foregår tirsdag den 6. marts, klokken 14.30 i Enghøj Sognegård. Prisen er 50 kroner inklusive kaffe og kage.
Kommentarer