Gule ærter, flæsk, medister og Kai Normann Andersen

Se billedserie

Traditionen tro var der fællesspisning i Langå Sognegård den 10. januar, med efterfølgende underholdning af Kurt Kjær. Erik Fyrst bød velkommen, til fællesspisning og til Kurt Kjær.

Køkkenholdet var lidt handikappet, da Tove Jensen havde fået udskiftet nogle sliddele i det ene ben, og Marie K. havde været på ”glatbane”, uden bil, og derved brækket den ene arm. Alligevel var det lykkedes at fremtrylle en fortrinlig middag, bestående af 35 liter gule ærter med dertil hørende medister, flæsk, rødbeder, rugbrød og sennep.

Mens kaffen og småkagerne blev indtaget fortalte Kurt Kjær lidt historie om bankmanden Kai Normann Andersen, som kort efter sin uddannelse slog over i en anden boldgade, hvor han begyndte at komponere melodier og skrive sange.

Der blev sunget en lille del af alle de sange, som Kai Normann Andersen har skrevet, og til hver sang, fortalte Kurt en lille historie om, hvor sangen stammer fra. Det blev til i alt 17 sange, som blev sunget med Peer ved klaveret.

Mellem 70 og 80 mennesker, havde en rigtig dejlig aften i Langå Sognegård, og man kan allerede glæde sig til næste fællesspisning, som er den 7. marts klokken 18.00 i Langå Sognegård.

Kommentarer