Gruppen KunsTigen udstiller under emnet NATURLIGHED
Tag med på udstilling i Helligåndshuset, Erik Menveds Plads 1, 8900 Randers C, hvor kunstnerne Anne-Marie Fink, Thomas Lyster, samt Anita Thomhave Simonsen viser deres flotte værker under emnet ‘Naturlighed’.
”I mine malerier har jeg taget udgangspunkt i FN´s verdensmål for en bæredygtig udvikling i verden,” siger kunstner Anne-Marie Fink.
Farverne og symbolerne derfra bruges i malerierne.
Anne-Marie vil også udstille forskelligt keramik, og vi vil kunne se skåle og figurer, hvor nogle af dem er rakubrændt.
Thomas Lyster har kastet sig ud i et eksperimenterende krydsfelt, hvor han med udgangspunkt i strandfund har arbejdet med et konstrueret værk indeholdende grafik, akvarel, tang, foto m.m.
”Jeg er hoppet ind i et mikrokosmos, som bliver blæst op til noget, der kan hænges på væggen”, fortæller han.
Der vil også blive udstillet kultegninger, samt mere rene grafiske værker: collografi og træsnit.
Anita Thomhave Simonsen udstiller fotografier af landskabet.
”Min glæde ved at være i naturen er stor og jeg færdes meget på steder i nærheden af vand, men også i forskellige skovområder og i mit nærområde i Hornbæk Enge ved Randers,” siger hun.
Mange af billederne er fra områder ved Gudenåen, Nørreåen og forskellige steder ved havet.
”Jeg forsøger at indfange de stemninger som lyset skaber og de udtryk som vejret og årstiderne tilføjer landskabet,” slutter Anita Thomhave Simonsen.
Fernisering
Onsdag den 6. okt. kl. 17-19
Desuden åbent
- torsdag den 7. okt. 11-17
- fredag den 8. okt. 11-17
- lørdag den 9. okt. 11-17
Kommentarer