Erhverv

Den gnistrende skinnedrage vender tilbage

Skinnesliberen er tilbage. I januar, februar og marts kører det gnistrende specialtog, der fjerner de bittesmå rifler og bølger i skinnerne, på en række jernbanestrækninger i landet. Nu er den nået til Kronjylland og Himmerland.

Hver dag kører der over 3000 tog på det danske jernbanenet, og det slider på skinnerne. Skinneslibetoget, der er et af de specialtog, som årligt patruljerer på skinnerne, kommer nu tilbage for at fjerne de rifler og bølger, der opstår på skinnernes overflade af den megen trafik.

Skinneslibetoget gnistrer og støjer, når det kører gennem landskabet med de 32 nøjagtigt indstillede slibesten i nærkontakt med skinnerne. Det ser nærmest ud som om, at der er gået ild i skinnerne under toget, men når støjen har lagt sig, og den sidste gnist er slukket, så er det med til at forlænge sporets levetid.

Når slibetoget har fjernet de små rifler og bølger på skinnerne, giver det færre vibrationer i sporet fra togene. Dermed går der længere tid imellem, at vi skal ud at justere sporet og udskifte skinner, sveller og skærver.

– I fremtiden skal der køre langt flere tog på skinnerne, og derfor er det vigtigt med en effektiv vedligeholdelsesindsats. Skinneslibningen er derfor et vigtigt led i Banedanmarks vedligeholdelsesstrategi og selv om en nats kørsel koster 165.000 kroner, så er der god økonomi i at sende skinneslibetoget rundt i landet – siger Pernille Skovrup, vedligeholdelsesleder i Banedanmark.

Tager toppen af støjen
Når skinneslibetoget har udført sit arbejde, så kan skinnerne i en kort periode støje en smule mere end før. Når skinnerne er kørt til, daler støjen med op til 10 decibel, hvilket opfattes som en halvering af støjen.

Slibetoget kører 1-9 gange på samme strækning for at fjerne rifler og bølger på skinnerne. På en nat kan slibetoget i gennemsnit nå at slibe 5-6 km skinner.
Toget kører aftenen og om natten for at genere den almindelige togdrift så lidt som muligt. Det sker fortrinsvis mellem kl. 22.30 og kl. 5, og skinneslibetoget kører efter følgende plan:

23.-24. februar: Langå-Randers
24.-25. februar: Langå-Hobro
25.-26. februar: Randers-Hobro
26.-27. februar: Randers-Hobro
27.-28. februar: Randers-Hobro

2.-3. marts: Randers-Skørping
3.-4. marts: Randers-Hobro
4.-5. marts: Randers-Hobro
5.-6. marts: Randers-Hobro

6.-7. marts: Langå-Hobro
7.-8. marts: Langå-Randers
9.-10. marts: Langå-Randers

I dagtimerne holder toget i Langå.

Om skinneslibetoget
Slibetoget er 95 meter langt og vejer 325 ton.
Toget har 32 slibesten, der hver især kan indstilles i forskellige vinkler, således at hver enkelt slibesten kan anvendes, hvor der er behov for at fjerne metal.
Togets højest tilladte kørehastighed er på 70 km/t på danske skinner. Slibningen foregår ved lav hastighed – mellem 3 og 9 kilometer i timen.

Skinneslibetoget bruges også efter en sporombygning til præventiv slibning af nyanlagte skinner, samt reprofilering af genanvendte skinner.

Kommentarer