Af Benny Knudsen

På en lang sortklædt væg i en spændingsmættet stor hal hang det store lærred og strålede budskabet ud over den langsomt voksende forsamling.

‘Velkommen. Watermusic – når fællesskabet bærer ideen.’

Flankeret af syv strålende billeder lyste det store lærred op som en glædens kontrast på den lange sortklædte væg. Stolerækker på gulvet og de faste klapsæder ved væggen blev besat af snakkesalige mennesker i alle aldre.

Gensynsglæden var stor, spændende var enorm. Hvad var det egentlig vi havde deltaget i? Hvad havde de mange timers forberedelse og venten resulteret i?

Ok, alle havde været enige om at det havde været en kæmpestor oplevelse at deltage som frivillig medvirkende i dette gigantiske show tre aftener på Randers havn. En nærmest uddød virksomhed, som så mange andre gamle virksomheder i Randers, dannede rammen for endnu en utraditionel performance udtænkt af fantasifulde hjerner, der brænder for Randers.

Men som det siges i en gammel sang: For de gamle, som faldt / er der ny overalt. Randers lever endnu og fik sat sig godt og grundigt på verdenskortet med Watermusic under Kulturby 2017.

Selv vejrguderne holdt sig og gav ånden plads til at udfolde sig i tørvejr. Ved lørdagens urpremiere på dokumentarfilmen om tilblivelsen sang talerne superlativer til de mange fremmødte. Det var de store rosers eftermiddag til både udvalgte personer og de mange anonyme frivillige.

Filmen fortjener også mange roser. Fængende vises der hvordan et nærmest utænkeligt fantasiprojekt tager form og udbredes blandt både professionelle og amatører. Hvordan fællesskabet kan løfte i flok, når målet er synligt i det fjerne og deltagerne er engagerede.

Enkelte steder kunne den virke lidt langtrukken og den vil vinde ved en forsigtig klipning ned til en længde på 45 – 50 minutter, og for at citere den altid humørfyldte leder af Randers Egnsteater, Peter Westphael: Teknikken stod ikke i vejen for filmen, lyd, lys og billeder til Watermusic var anonyme men hørbare og synlige i filmen.

En stor tak for at vi mange deltagere måtte overvære denne urpremiere med forevisning af hele to film og en pause med en lettere forplejning uden beregning. De mange hårdtarbejdende tovholdere skal have roser og skulderklap. Uden deres vedholdenhed og tro på projektet var det ikke blevet den store succes, som det vitterligt blev. Det var en stor glæde og fornøjelse at være en lille brik i det store show.