Erhverv

Gardin Lis får syet effektivitet ind i forretningen

Indsendt foto

Gammeldags arbejdsgange og manglende udvikling har sat en ellers voksende produktionsvirksomhed under pres, men Gardin Lis har grebet udfordringen med begge hænder og sat turbo på effektiviseringsprocessen.

Med Compress-projektet er virksomheden i gang med at effektivisere interne processer og kompetenceudvikle personalet, så vækstkurven kan fortsætte opad.

Det begyndte i 1984 med Lis Bilde og en enkelt ansat. I dag har virksomheden Gardin Lis 40 medarbejdere – og der kommer løbende nye lønnumre til. Men når en virksomhed vokser, stiller det stigende krav til interne procedurer og arbejdsgange. Derfor har Gardin Lis de senere år gennemført en række udviklings- og innovationsprojekter, og senest er Gardin Lis kommet med i Compress-projektet.

– Compress passer rigtig godt til os og de behov, vi har som virksomhed. Et af projektets fokuspunkter er effektivisering af arbejdsprocesser, og det rammer hovedet på sømmet i forhold til vores udfordringer, siger Brian Sørensen, projekt- og udviklingschef hos Gardin Lis.

Optimering af interne processer

Brian Sørensen er selv et billede på den proces, Lis Bilde har igangsat. Han er uddannet i statskundskab fra Aarhus Universitet og blev hentet til Gardin Lis fra en stilling i Erhverv Randers, hvor han arbejdede med EU-projekter. Med Brian om bord begyndte Gardin Lis at arbejde endnu mere målrettet mod at udvikle virksomheden, og i samarbejde med Aarhus Tech Kompetencecenter og uddannelsesinstitution Tradium tog Randers-virksomheden for alvor hul på Compress-projektet i begyndelsen af 2017.

– Virksomheden er på få år vokset fra 20 til 40 ansatte, så en af grundudfordringerne er at få de interne processer optimeret, så tingene hænger sammen. Vi taler processer, manualer, effektivisering af lageret, logistik og alle de andre enkeltdele, som tilsammen udgør virksomheden, siger Brian Sørensen, der peger på et specifikt fokusområde, der fylder meget.

– Virksomheden er vokset så hurtigt, at vi har fået en udfordring med reklamationer. Vi har reklamationer for en værdi af et syvcifret beløb hvert år, og det skal nedbringes. En af nøglerne til det er at ændre vores oplæringsmetoder, hvor vi skal minimere korte sidemandsoplæringer og i stedet skrue op for standardiserede uddannelsesforløb, lave gode manualer og igangsætte andre tiltag, der hjælper vores sælgere og montører til at yde en endnu bedre service ude hos kunderne, siger Brian Sørensen.

Fra drift til udvikling

Compress-forløbet blev skudt i gang med en plan, som Brian Sørensen udarbejdede sammen med Aarhus Tech Kompetencecenter og Tradium, og en projektkonsulent fra Aarhus Tech Kompetencecenter har løbende været inde over Gardin Lis’ projekt som sparringspartner og indpisker.

– Det har været en overvindelse og et kulturskifte for virksomheden at lukke en “fremmed” ind i maskinrummet, men effekten har været mærkbar. Vi har flyttet os fra at være primært driftsorienterede til også at være udviklingsorienterede, og vi har blandt andet opsat en målsætning om, at vi skal halvere antallet af reklamationer allerede i år, siger Brian Sørensen, der også bruger en del af sin tid på at udvikle og implementere grønne og bæredygtige initiativer i virksomheden.

Det næste skridt for Gardin Lis bliver at fokusere på salgsafdelingen, hvor sælgerne skal i gang med et kompetenceforløb i forhold til at udnytte salgsressourcerne bedre med hensyn til mer- og krydssalg. Det bliver et forløb, der kommer til at omfatte alt fra uddannelse i Excel og brug af økonomi- og kundestyringssystemer til sprogundervisning.

– Vi er i gang med at bevæge os væk fra individuelle her-og-nu løsninger og over mod realkompetenceafklaringer og uddannelsesplaner. Alt det, der i en lille virksomhed kan lyde tungt og bøvlet, men som i en mellemstor vækstvirksomhed er en nødvendighed for at udnytte ressourcerne bedst muligt, og som skaber nogle rammer, vi kan bruge igen til kommende medarbejdere, siger Brian Sørensen.

Kommentarer