Kultur

Gal eller genial: Spot på dansk musiks fortabte ener i Klub Klassisk

Mik Stegger. Foto: Randers Bibliotek.

Var komponisten Rued Langgaard for genial eller for akavet til Danmark? Få svaret i Randers Biblioteks klassiske lytteklub.

Hvordan kan man kende et vidunderbarn? Inden for den klassiske musik kunne en debut som 11-årig ved orglet i Marmorkirken i København være et bud. At den store norske komponist Edvard Grieg sender takkebrev til ens mor bagefter. Eller at selveste Berliner Filharmonikerne står for verdenspremieren på den symfoni, som man skriver som 15-årig.

Alt dette passer på komponisten Rued Langgaard (1893-1952), der kom flyvende fra start, og som i løbet af sin karriere skrev musik, der sprængte rammerne for, hvad man kan udtrykke med toner. Han er november måneds komponist i Klub Klassisk på Randers Bibliotek, og bibliotekets musikformidler, Mik Stegger, giver ham følgende skudsmål med på vejen:

“Rued Langgaard leverede simpelthen uhørte klange – og her mener jeg ikke bare i dansk målestok, men gældende for hele den vestlige kompositionsmusik. Han fik banebrydende ideer, og når han var allermest visionær, var han 50 år forud for sin tid.”

Der var imidlertid nogle træk ved ham, som det lille danske musikmiljø ikke kunne rumme, og han endte med at blive en tragisk figur i den hjemlige andedam.”

Mik Stegger fortsætter:

“Langgaard havde en beskyttet opvækst, hvor alt var sat ind på en karriere i musikkens tjeneste, og derfor manglede han det meste i sociale kompetencer. Der er mange historier om, hvordan han formåede at lægge sig ud med alt og alle i 1900-tallets danske musikliv. De er farverige, men de er også kommet til at stå lidt i vejen for, hvor meget han havde at byde på, kunstnerisk set.”

Med afsæt i det tidlige værk, “Sfærernes Musik” fra 1918, fortæller Mik Stegger balanceret om Rued Langgaards liv og virke på en måde, hvor alle kan være med.

Det foregår i bibliotekets klassiske lytteklub mandag den 24. november klokken 16 17.30 i Kulturhusets sal.

Der er altid kaffe på kanden i Klub Klassisk, der er et samarbejde mellem de danske biblioteker og Danmarks Radios P2.

Arrangementet er gratis, og tilmelding foregår via Randers Biblioteks hjemmeside.

 

Kommentarer