Kultur

Fuld musik på biblioteket i Spil dansk-ugen

Niels W. Gade, fylder 200 år.

Syv arrangementer med dansk musik på plakaten i uge 44. Det allermeste er lokalt – og det hele er gratis. Niels W. Gade er blot et af de musikalske navne, som Randers Bibliotek kommer omkring i Spil dansk-ugen.

Det er atter tid til Spil dansk-ugen – det danske musiklivs årlige festuge. Musikaktiviteterne står nærmest i kø på Hovedbiblioteket i Stemannsgade, hvor musikken spiller for fuld kraft med indslag for og med både børn, unge og voksne. Der bydes både på koncerter, fællessang og lytteklub, og tonerne kommer fra mange steder i det musikalske spektrum.

Klassisk værk og aktuel sangskrivning

For eksempel kan man komme tættere på den klassiske komponist Niels W. Gade, der fylder 200 år i år, ved at besøge bibliotekets klassiske lytteklub mandag den 30. oktober klokken 16 i Hovedbibliotekets læringsrum. Tirsdag klokken 16 spiller fire dygtige medlemmer af Randers Sangskriverværksted – Martin von Seelen, Søren Søgaard, Lars T. Christiansen og Anders Ejsing – egne sange udsat for akustiske instrumenter på scenen i bibliotekets udlån.

Talentfulde børn og fællessang

Samme sted er der fuld aktivitet onsdag den 1. november klokken 15.30 og torsdag den 2. november klokken 16, hvor elever fra henholdsvis folke-/privatskolerne i Randers og musikskolens talentelever spiller op. Ved begge koncerter vil der desuden være indslag af fællessang. Hvis man gerne vil starte dagen med at synge i flok, gives der mulighed for dette onsdag den 1. november klokken 8.30, hvor biblioteksmusikant Peter Elmelund spiller for til 15 minutters morgensang.

Akustisk ungdom og historierim

Musikelever fra Paderup Gymnasium spiller akustisk koncert fredag den 3. november klokken 16.00, hvilket igen foregår på scenen i udlånet. Endelig byder børnebiblioteket på Historierim med Frost og Koitzsch lørdag den 4. november klokken 11. Arrangementet er rettet mod de 5 til 10-årige, og her er tilmelding nødvendig.

Kommentarer