Randers By

Fuld Fart på 2. til 5. klasse børn

Eventuelle spørgsmål kan rettes til projektleder Lars Søndergaard 3085 5616 / lars@rgf.dk. Arkivfoto.

Nu er 50 børn fra 2. til 5. klasse startet i et særligt idrætstilbud kaldet ”Fuld Fart”. Målet er, at børnene udvikler en glæde for idræt og bevægelse i almindelighed, og at glæden smitter af på børnenes øvrige hverdag.

De 50 børn, som kommer fra Vestervangsskolen, Hobrovejens Skole, Nørrevangsskolen, Østervangsskolen og Rismølleskolen, er startet i september på Fuld Fart i RgF Hallen. Når skoledagen slutter følges børnene af en lærer eller pædagog til den ugentlige træning i hallen, hvor børn, de voksne fra de fem skoler og instruktører fra RgF skal springe, danse, lave parkour, klatre og mange andre aktiviteter.

Helhedsorienteret projekt

Hver skole har udvalgt en primusmotor, som er tilknyttet projektet. Det er en lærer eller pædagog, som bliver et naturligt bindeled mellem forældre, børn, skole og forening.
Primusmotorerne er et kardinalpunkt i projektet, da de gennem samværet med børnene kan følge børnenes udvikling og oplevelser på Fuld Fart holdet.

Opbakning fra familien

Formålet med Fuld Fart er at give børnene et godt afsæt til mere koncentration, mere vedholdenhed og en positiv oplevelse af at gå til træning i et fællesskab. Det vil forhåbentlig gøre børnene motiverede også i skoletiden.

Forældre og søskende spiller en meget vigtig rolle i tilbuddet. De bliver inviteret til familiedage med aktiviteter.
Her kan hele familien være aktive sammen, og der er samtidig mulighed for at møde de andre børns familier og udvikle relationer på tværs af klasser og skoler.

– Vi ved, at familiens interesse for børnenes aktiviteter styrker børnenes selvbilledeog samtidig kan det give børnene en
gejst, som de kan bære med over i skolelivet, og på den måde styrke deres egne muligheder for at indgå i nye fællesskaber og forstærke eksisterende., siger projektleder Lars Søndergaard.

Børn skal stolt kunne fortælle om det de kan

På Fuld Fart arbejder man målrettet med en anerkendende tilgang til børnene, så alle kan være med og opnå succeser. Det skal være med til at påvirke børnenes fortælling om sig selv til i højere grad at pege på, at de mestrer noget, snarere end hvad de eventuelt ikke mestrer. Undersøgelse fra Børnerådet viser, at 6 ud af 10 børn fortæller, hvad de går til i deres fritid, når de skal fortælle om sig selv.

– Projekt Fuld Fart er et godt eksempel på, hvordan skole og foreningsliv i fællesskab kan arbejde med børnene. Vi ved, at motion og bevægelse sammen med gode relationer fremmer både trivsel og læring. Med Fuld Fart sætter vi også fokus på, hvad et aktivt
fritidsliv i en forening kan betyde. Derfor ser vi meget frem til at høste erfaringer fra projektet. siger leder af Læringscenter Randers, Børn og Skole, Lone Thomsen om projektet.

Forløbet er et tre årigt projekt, som er støttet af Poul Due Jensens Fond, Den A.P. Møllerske Støttefond og Randers Kommune.

Kommentarer