Frivilligværket lancerer marked for frivillige i Randers
Torsdag den 24. november inviterer Frivilligværket til FrivilligBørs2016 i Thor Loungen på BioNutria Park. Arrangementet samler foreninger, organisationer, kommunale institutioner og virksomheder på en aktiv markedsplads, hvor parterne bytter tjenester på kryds og tværs.
Ofte er vi ikke klar over, at andre har brug for dét, vi kan. Andre gange ved vi ikke, hvor vi kan få hjælp til en udfordring. Det kan FrivilligBørs2016 forhåbentlig være med til at lave om på. På FrivilligBørsen kan man nemlig efterspørge og tilbyde alt fra lokaler og overskudsmaterialer til foredrag, kurser, teambuilding og sparring. Stort alt er muligt – bare det er baseret på frivillige kræfter.
– Vi vil, med Frivilligbørs2016, gerne skabe et større fokus på de lokale ressourcer. Vi oplever, at mange foreninger mangler støtte fx i form af mulighed for at låne mødelokaler, og samtidig har de en masse ressourcer at byde ind med fx viden om et specifikt område eller brugergruppe. Derfor vil vi, med Børsen, skabe et forum med fokus på at udveksle ressourcer, viden, og kompetencer. Vi mener samtidig, at Børsen vil styrke det aktive medborgerskab og samarbejdet blandt de lokale aktører, udtaler Louise Brown, Leder af Frivilligværket.
Randers med på landkortet
Frivilligbørs-konceptet er blevet afholdt med stor succes i Ikast-Brande i de sidste fire år, og flere kommuner hopper nu med på vognen. Frivilligværket ser frem til, at Randers også kommer med på Frivilligbørs-
landkortet.
Børs-programmet indledes med en reception med tapas og bobler, hvorefter Borgmester Claus Omann Jensen byder deltagerne velkommen. Børsen ringes i gang, og deltagerne kan begynde byttehandlerne. Forløbet inddeles i fire runder, hvor deltagerne rokerer mellem hinanden. Undervejs tydeliggøres antallet af aftaler, der indgås, og deltagerne får udleveret klistermærker til at sætte på tøjet, hver gang de får en aftale i hus. Inden arrangementet får deltagerne udleveret et Børskatalog, hvori de finder en oversigt over alle tilbud og efterspørgsler, så de er godt klædt på til at opsøge de aktører, der matcher deres behov. Visit Randers’ City Hosts står desuden klar til at tage imod deltagerne, når de ankommer til BioNutria Park.
Flere gode grunde til at deltage
Børsen henvender sig til mange forskellige aktører og motivationen for at deltage kan derfor være meget forskellig:
– Landsforeningen Autisme Kreds Østjylland kommer hovedsageligt for at netværke. Når vi ellers har været med til Frivilligværkets arrangementer, opdager vi ofte noget som andre gør, som vi kan lade os inspirere af. Det var noget, vi ikke vidste, vi havde brug for. Vi vil også gerne udbrede viden om autisme og tænker, at vi kan gøre det ved at tilbyde små oplæg, udtaler Elisabeth Sørensen, Landsforening Autisme Kreds Østjylland, tovholder på netværksgrupper for forældre til børn og voksne med autisme, samt netværk for voksne med autisme.
Madservice Kronjylland og deres frivillige Spisevenner deltager også på FrivilligBørsen
Ud over at vi på Madservice Kronjylland synes, man som Randers-baseret virksomhed bør støtte op om det frivillige arbejde i kommunen, deltager vi også for egen vindings skyld. Vi tilbyder et rundvisningsarrangement, som udover at fortælle om, hvordan Madservice Kronjylland fungerer, også er med til at promovere os for folk rundt omkring i kommunen. Derudover vil vi rigtig gerne nurse vores frivillige spiseværter med netværksmøder et par gange om året. Vi håber derfor, at vi til Frivilligbørsen kan finde en forening eller enkeltperson, som kan tilbyde os et rigtig godt foredrag om f.eks. demens, som kan være til nytte for vores frivillige. På den måde får de en masse viden om i rygsækken, som de kan bruge videre i deres arbejde med de ældre. Vi håber altså på en win-win-oplevelse til FrivilligBørsen, udtaler Julie Stæhr Andersen, projektkoordinator i Madservice Kronjylland.
Er du interesseret i at deltage på børsen?
FrivilligBørsen finder sted torsdag d. 24. november kl. 16.00-18:30 i Thor Lounge, BioNutria Park Randers. Tilmeld din forening, organisation, institution eller virksomhed ved at skrive til annemette@frivilligvaerket.dk. Oplys navn, samt hvad I tilbyder og efterspørger.
Kommentarer