Frivillighedens Hus inviterer til samtalesalon og fødselsdag

Tirsdag den 15. august fejrer Frivillighedens Hus 1 års fødselsdag med to arrangementer midt i Randers Ugen. Først er Byrådet inviteret indenfor til samtalesalon med nogle af de mange frivillige i Randers og omegn, og herefter er alle interesserede velkomne til Åbent Hus med grill og live musik.
Frivilligværket slog dørene op til Frivillighedens Hus den 15. august 2016. Huset bruges af en lang række frivillige foreninger og projekter. Det er de frivilliges hus.
– Frivillighedens Hus er jo en drøm, der er gået i opfyldelse. I mange år har Frivilligværkets bestyrelse ønsket et samlet sted for frivilligheden i Randers Kommune, og med Frivillighedens Hus er vi allerede godt på vej. Nu har vi 1 års fødselsdag, og det sidste år er virkelig gået hurtigt. Man må sige, at de frivillige og foreningerne i den grad har taget huset til sig, og det bliver nu flittigt brugt. Det er vi meget begejstrede for, for det betyder, at idéen om Frivillighedens Hus var rigtig, fortæller leder af Frivilligværket Randers, Louise Brown.
Byrådet møder de frivillige
I anledning af Frivillighedens Hus’ første fødselsdag har Frivilligværket inviteret byrådet indenfor den 15. august klokken 15.00. Politikkerne skal møde en række frivillige fra Randers og omegn, for at få et større indblik i det frivillige liv i lokalsamfundet og samtidig blive klogere på, hvad de frivillige beskæftiger sig med, hvad der driver dem og hvorfor de har valgt at yde en frivillig indsats.
– Vi mener, at det er relevant, at vores lokalpolitikere har fingeren på pulsen i forhold til, hvad der sker i foreningslivet lokalt, så derfor har vi givet parterne muligheden for at møde hinanden, og det ser vi meget frem til. Der er allerede mange lokalpolitikere, der har givet tilsagn om at deltage på dagen, udtaler Louise Brown.
Alle inviteres indenfor
Efter mødet med byrådet inviteres alle interesserede indenfor i Frivillighedens Hus fra klokken 16.30-18.00. Man kan få en rundtur i huset, møde nogle af de mange frivillige, der gør en stor indsats, spise en gratis grillpølse i gården foran Frivillighedens Hus og nyde noget hyggeligt livemusik
Frivilligværket står bag Frivillighedens Hus. Frivilligværket er en forening, der støtter op om det frivillige liv i Randers og omegn. Frivilligværket hjælper bl.a. foreninger, institutioner og projekter med synliggørelse og guider borgere til det rette frivillige job.
Kommentarer