Frivillige: Ingen affald på Gudenåen!
Gudenåen er Danmarks eneste flod og har en tilsvarende unik natur omkring sig, som mange hobbybrugere af det smukke område får megen glæde af. Desværre forringes deres oplevelse – og naturen – af det meget affald, der ligger og flyder.
Naturcenter Randers og Fluefiskerne i Randers har sammen besluttet sig for at gøre noget ved affaldsproblemet – de har taget initiativ til en affaldsindsamling, hvor alle, der har lyst til at hjælpe med at rydde op omkring floden kan deltage.
– Jeg har igennem længere tid ærgret mig over, at der mellem sivene og langs bredden af Gudenåen ligger affald. Typisk er der tale om tomme flasker, dåser og plastik – affald der ikke skal ligge i naturen, siger lystfisker Henrik Leth, der ofte fisker fra sin pontonbåd i Gudenåen og på Randers Fjord.
Han er repræsentant for Fluefiskerne i Randers og medarrangør af affaldsindsalingen på Randers Naturcenter lørdag d. 24. september.
– Hvis man har en båd, kano, kajak eller lignende og har lyst til at hjælpe, så kan man møde op med sit fartøj på Randers Naturcenter kl. 9, hvor vi starter med at lægge en fælles slagplan, siger naturcenterleder Helle-Marie Taastrøm.
Hvis man ikke er registreret til sejlads på Gudenåen med motorbåd, skal man bruge et gæstemærke. Det kan man få ved at kontakte naturcenteret på tlf. 86 43 25 37.
Meget ambitiøse
– Vi håber på en god tilslutning til arrangementet, så vi kan få en Gudenå uden affald – og desuden kan vise, at vi som lystfiskere har et hjerte der banker for en ren natur, understreger Henrik Leth, og naturcenterlederen tilføjer:
– Vi er meget ambitiøse; vi har faktisk bestilt en container med plads til 20 kubikmeter affald, afslører Helle-Marie Taastrøm.
Arrangementet løber af stablen fra kl. 9.00 til cirka 14.00, og der vil blive sørget for mad og drikke til deltagerne.
– Vi starter med rundstykker og slutter også af med et måltid – så der bliver sørget for alle de helte, der er med til at rydde op på Gudenåen, siger Helle-Marie Taastrøm.
Kommentarer