Purhus

Frivillige, der gør en forskel

Røde Kors Landsindsamling foregår søndag d. 2. oktober fra klokken 11-14. Gennemsnitligt samler hver indsamler 1000 kr. ind.

Hvert år samler den lokale afdeling af Dansk Røde Kors penge ind i det tidligere Purhus Kommune. Frivillige i alle aldre bruger deres energi og virkelyst til at hjælpe nødstedte i Danmark og resten af verden. I år finder indsamlingen sted den 2. oktober.

I Dansk Røde Kors i det tidligere Purhus Kommune arbejder en gruppe af frivillige på at gøre verden til et bedre sted. Der er de såkaldte nørklere, der syr og strikker huer, vanter og tørklæder til kræftramte børn. Foreningen driver også et venskabsprojekt i Cambodja, som igennem flere år har hjulpet de lokale cambodianere til en bedre sundhed.

Og så er det selvfølgelig den årlige Røde Kors’ landsindsamling den 2. oktober fra kl. 11-14, hvor frivillige banker på husdøre i det tidligere Purhus Kommune med deres pengebøsser i hænderne. 

– Vi har en masse lokale projekter i Røde Kors, som landsindsamlingen kommer til at gå til. Udover selvfølgelig katastrofefondens lager, som primært bruges til at købe mad, medicin og telte til, når katastrofen rammer i den tredje verden, bruger vi også en del af pengene fra indsamlingen på julehjælp her i Danmark og andre projekter i lokalområdet, fortæller Ulla Mølbæk, der er indsamlingsleder og medlem af lokalbestyrelsen i Dansk Røde Kors’ Purhusafdeling.

En afdeling med sammenhold og år på bagen

For 33 år siden startede et andet medlem, Karen Møller, Røde Kors-afdelingen i det tidligere Purhus Kommune sammen med otte andre kvinder.

Nu er de mellem 20-25 frivillige, der mødes og arbejder for at “gøre noget godt”, som hun siger. Selvom nogle måske falder fra, fordi alderen begynder at trykke, kommer der stadig nye medlemmer til. Hun håber, de er med til at gøre en forskel:

– Min stilling hos Røde Kors er formand i vores afdeling, og jeg interesserer mig meget for internationalt arbejde. Vi mødes til kurser, bestyrelsesmøder og arrangementer rundt om i landet – også for at blive orienteret om det, der sker ude i verden. I Purhus-afdelingen har vi et utrolig godt samarbejde, fortæller hun.

Mangler Indsamlere

35 borgere har meldt sig som indsamlere i lokalområdet, men Røde Kors har endnu brug for flere. Ifølge Ulla Mølbæk plejer cirka 40 frivillige at samle ind, og sidste år resulterede det i, at intet mindre end 35.000 kroner blev samlet ind i lokalafdelingen.

I år er sloganet for Røde Kors Landsindsamling “Danmark mod katastroferne”, og det store fokus er på de millioner af krigsramte flygtninge fra Syrien og de tørkeramte i Vest- og Østafrika.

– Vi samler ind, så vi kan hjælpe her og nu. Og så vi kan sikre den akutte og livreddende hjælp, når næste katestrofe rammer, eller blodige konflikter sender mennesker på flugt. Det er både ude og herhjemme, katestroferne kan ske. Vi håber virkelig, at der samles mange penge ind, for der er brug for hver en skilling – måske er det netop os i Danmark, der får brug for hjælp en dag, siger Karen Møller.

Tilmelding

Indsamlingen foregår søndag d. 2. oktober fra 11-14. Man kan melde sig som indsamler på tlf. 7010 0000 eller gennem Purhus lokalafdelingen på tlf. 8647 7176.

Kommentarer