Randers By

Frivillig Fredag fejres med parade og debat

Frivilligparaden skal skabe mere synlighed omkring det sprudlende og fantastiske frivillige liv i Randers Kommune og samtidig vise, hvor sjovt man kan have det som frivillig, og hvor stærkt et fællesskab frivillige har med hinanden.

Den 30. september bliver der traditionen tro afholdt Frivillig Fredag i Randers. Foreninger og frivillige fejrer i år hinanden med en festlig parade igennem byen.

Hvert år fejres det frivillige arbejde landet over på Frivillig Fredag. I Randers afholdes Frivillig Fredag i år med en parade, hvor foreninger og frivillige den 30. september vandrer igennem byens gader.

Paraden starter klokken 14.45 fra Frivillighedens Hus på Kirketorvet 2A og slutter ved Nordisk Film Biografer på Thors Bakke, hvor deltagerne samles til oplæg ved Knud Aarup med efterfølgende paneldebat.

Knud Aarup har arbejdet som Social- og arbejdsmarkedsdirektør i Randers Kommune og blev senere direktør i Socialstyrelsen. I dag arbejder han som uafhængig konsulent i udviklingen af velfærdssamfundet Danmark.

– Randers er en dejlig by med masser af frivillige, der gør en vigtig indsats. Frivillighed løser imidlertid ikke de stadigt mere alvorlige sociale problemer, som vi har i samfundet. Velfærdssamfundet er ved at være for de 80 %, hvor resten bliver efterladt på perronen. Det vil jeg gerne komme og fortælle lidt om og være med til at fejre Frivillig Fredag i Randers, siger Knud Aarup.

Panel sparker debatten i gang

I debatpanelet sidder Louise Høeg (V), der er formand for Socialudvalget i Randers Kommune, Vitus Jordan, der er formand for Medborgerskabsrådet og Erik Mouritsen, der er direktør for Sundhed, Kultur og Omsorg.

Tilhørerene i salen, der altså består af de lokale foreninger og institutioner, kan deltage aktivt i debatten og give deres meninger til kende om frivillighed i Randers.

– Frivilligværket fortjener stor ros for at forny Frivillig Fredag med optog og paneldebat. Det er en inspirerende og godt tænkt blanding af gøgl og alvor, og jeg er sikker på, at det bliver en god måde at slå på tromme for de mange flotte og forskellige frivilligindsatser i Randers kommune, siger Vitus Jordan.

I løbet af dagen vil der derudover være underholdning med teatergruppen Kastalia, og Dansk Folkehjælp indleder seancen i biografen med uddelingen af prisen til Årets Folkehjælper.

Kommentarer