Kultur

Fornøjelig jazz på Underværket

Norbert Susemihl’s Joyful Combo

Det er et både dansk og international jazzband, der torsdag den 2. november gæster Underværket, hvor Jazzens Venner præsenterer Norbert Susemihl’s Joyful Combo.

Susemihl bor i Præstø, men er født og opvokset i Hamburg, og han har stadig New Orleans i USA som sit andet hjem. Det er en internationalt berømt og berejst musiker, der står i spidsen for sit Joyful Combo, som har eksisteret i 15 år.

Udgangspunktet er glad New Orleans-jazz, som musikerne fører mange steder hen, når de kombinerer originalmusikken med inspirationer fra ragtime, calypso, gospel, swing, brassband og rhythm’n’blues.

Man ved, hvor det starter, men ikke altid hvor det fører hen, når Susemihl og hans band underholder, men resultatet er altid lige så nænsomt og respektfuldt, som det er friskt og energisk.

Norbert Susemihl har rundet de 60 år og har spillet trompet, siden han var 15. Han bliver betragtet som en af de førende New Orleans-trompetister og har i USA indspillet plader med blandt andet Coco Moe Joe, Willie Humphrey, Father Al Lewis, Wanda Rouzan og Louis Ford.

Med sig i Joyful Combo har han den australsk fødte Chris Tanner, der spiller klarinet og tager sig af vokalarbejdet. Blæsersektionen fuldendes af svenske Hans Ingelstam på trombone. Jan Hendrik Ehlers spiller piano, Adam Pultz Melbye bas og norske Morten Gunnar Larsen trommer.

Jazzens Venner fortsætter traditionen med gratis adgang for unge under 25 år, og formand Christian Borg glæder sig over, at der rent faktisk dukker flere og flere op:

– Vi har også et fint samarbejde med Bluesnight Randers, som betyder, at bluesforeningens medlemmer kan komme til jazzkoncerter på samme vilkår, som medlemmerne af Jazzens Venner – og omvendt. Det hele har til formål at udbrede kendskabet til de forskellige former for musik, der præsenteres af arrangører på Underværket, fortæller Christian Borg.

Kommentarer