En fornem dame besøgte Randers for en dag
Det var et fantastisk flot og sjældent syn da det fine gamle krydstogtskib M/S Nordstjernen anløb Randers havn onsdag morgen.
Skibet der er fra 1956 besøger to nye havne hvert år, og denne gang var Randers en af de heldige. Ellers går turen ofte til Svalbard, hvor man kan opleve midnatssolen og være heldig at spotte isbjørne.
På havnen i Randers var der mødt mange mennesker op, for at se skibet på nærmeste hold, da det lagde til kaj.
Det er borgmester Torben Hansen, havnedirektør John Morgen, formand for havnebestyrelsen Daniel Madier, turistchef Anne-Mette Knattrup – og flere andre, der havde gjort dette besøg muligt – bød skib, besætning og gæster velkommen til byen.
Herefter var der brunch ombord og rundvisning fra broen til de nederste køjer.
Randers Netavis blev guidet rundt af skibets hotelchef Per Kristensen og Kaptajn Reidar Berge. Begge har sejlet på M/S Nordstjernens togter i mange år.
M/S Nordstjernen er opkaldt efter Nordstjernen (Stella Polaris), der er berømt for at have hjulpet søfarende helt tilbage fra vikingetiden med at navigere mod nord.
Skibet blev bygget til kystsejlads-flåden i 1956 og grundigt moderniseret i 2000 til eksklusiv arktisk sejlads.
I dag tager hun opdagelsesrejsende med på eventyr i farvandene omkring Spitsbergen og Svalbard. Trods moderniseringen har hun bevaret det gamle atlantiske skibs aura. Det klassiske træinteriør kombineret med moderne bekvemmeligheder skaber sin helt egen atmosfære.
Den omfattende brug af ny messing og træ har ført hende tilbage til hendes tidligere pragt, og hun har endnu alle sine originale kunstværker om bord. Ude på dækket kommer man ekstra tæt på den uberørte natur. Megen dækplads er overdækket, så man kan nyde at være udenfor selv i hårdt vejr.
Kommentarer