Første millionoverskud i 10 år for bordpladefabrik
Der er vokseværk i Bordpladeproducenten Mølballe, Virksomheden i Fårup er gået fra et overskud på lidt over en halv million før skat sidste år til et resultat på over to millioner kroner i år. Det oplyser mediet Wood Supply.
Man skal cirka 10 år tilbage for at finde det forrige millionoverskud hos den kronjyske bordpladeproducent Mølballe, men nu er forretningen igen for alvor i vækst.
– Danskerne er begyndt at ville købe dyrere køkkener igen, og det er til vores fordel, siger medindehaver Sven Aaquist til Wood Supply.
Fabrikken i Fårup laver især bordplader til luksuskøkkener og leverer til stort set alle producenter i det segment i Danmark.
Randers-brødre bag Mølballe
Indehaverne og direktørerne af Mølballe er Randers-brødrene Sven og Kalle Aaquist.
Sven Aaquist er uddannet murer og har arbejdet i en tømmerhandel, mens Kalle Aaquist er uddannet tømrer og har arbejdet i både USA og Rusland. De har senere begge taget en uddannelse som ingeniør.
I 1996 valgte de at gå sammen og købe Mølballe, som dengang var en lille snedkervirksomhed, der holdt til i Hinnerup med tre ansatte og udelukkende lavede bordplader af træ.
Tre år senere fik Mølballe vokseværk, da brødrene valgte at flytte firmaet til den nuværende adresse på Europavej 9 øst for Fårup, hvor de havde bygget nye lokaler.
Aldrig så stor som før
Det er dog stadigvæk langt fra at være den samme virksomhed som før finanskrisen, hvor Mølballe var oppe på 70 ansatte. Da bunden var nået, var man nede på 16. Nu arbejder 27 hos Mølballe, og selv det antal sagtens kan vokse, så skal det aldrig blive i nærheden af 70 igen, nævner Sven Aaquist.
– For det betyder, at vi skal længere ned i prissegment for at finde vores kunder, og det marked er vi ikke interesseret i, siger han til Wood Supply.
Foruden køkkenborde, så har Mølballe en mindre andel af sin samlede produktion, som består af møbler som spiseborde, sofaborde og reoler. Igen til et kræsent og købestærkt segment.
Det nye regnskabsår startede 1. juli, og Sven Aaquist ser kun udviklingen fortsætte og tror på et lignende resultat, når det er gjort op næste år.
Kommentarer