Først til mølle til gratis sommerhøjskole
Bevægelse i det fri, mindful moving, introduktion til crossfit, stomp for begyndere, dans, sang og kultur – det er nogle af elementerne i Randers Sundhedscenters unikke tilbud til borgerne – en gratis sommerhøjskole med program alle hverdage i uge 29.
– Sidste år var deltagerne mellem 35 og 80 år. Nogle få ægtepar havde tilmeldt sig, men ellers kom de fleste alene. Stemningen var fantastisk, og flere af deltagerne fik kickstartet en sund livsstil,” fortæller Rie Andersen, tovholder på Sommerhøjskolen.
Hver dag starter kl. 8.30 med en gåtur og sund morgenmad. Deltagerne medbringer selv frokost, og de fleste dage har program til kl. 15.00.
Et musikalsk twist
Sommerhøjskolens program er bygget op ud fra interne kompetencer i Sundhedscenteret og i samarbejde med nogle af byens kulturinstitutioner. Desuden er der en gospelworkshop med Lucas Tuan, der til daglig underviser på Det Jyske Musikkonservatorium og cubansk dag med besøg af salsadansere og kulturformidlere fra Cuba.
– Sundhed handler også om livsglæde og samvær med andre, og derfor har vi et musisk twist på dette års sommerhøjskole. Det handler om at have det sjovt, og der er absolut intet krav om at være musikalsk – jeg synger selv som en krage, griner Rie Andersen.
Man kan tilmelde sig Sommerhøjskolen på Randers Sundhedscenters hjemmeside fra onsdag d. 28. juni kl. 8.00. Der er 25 pladser, som bliver besat efter først til mølle-princippet. Deltagere i sidste års udgave kan kun få plads, hvis holdet ikke bliver fyldt op af nye deltagere.
Kommentarer