Randers By

Flydende, hvide kvinder i Randers Havn

De tre hvide, flydende skulpturer får en festival i deres navn d. 23.-27- september. Her vil være mange events med specielt fokus på kvindelivet.

Tre sejlende skulpturer kommer til Randers Havn mandag den 19. september. De går under navnet “Life-Boats” og er ladet med kvindelivets cyklus; Den længselsfulde unge, den gravide og den ældre med et væld af minder.

Det sker i forbindelse med Europæisk Kulturhovedstad – Aarhus2017l.

De tre bådes ankomst vil samtidig sætte en festival i gang, hvor randrusianerne vil kunne deltage i en masse events med fokus på kvindelivet. Det løber af stablen mellem d. 23.-27. september.

Samme biologiske forudsætninger

Det er den norske billedhugger Marit Benthe Norheim, der er kunstneren bag de smukke Life-Boats. De har tidligere været i Danmark; ved Limfjorden, Mariager og Hadsund.

– Det er en del af den livscyklus, som binder os sammen. Globalt skal vi alle være bedre til at finde det, som forbinder os – i stedet for det, som adskiller os. Skulpturerne kommer derfor sejlende for at kunsten kan møde mennesker, hvor de ér. Det betyder, at vi kan dele noget uventet i det offentlige rum. Vi har alle de samme biologiske forudsætninger for at være menneske, så derfor bør vi også kommunikere med udgangspunkt i det, der forbinder os, forklarer Marit Benthe Norheim om baggrunden for Life-Boats.

Life-Boats Festival

Under den tilstødende festival vil der være en masse tilbud. De flotte skibe kan man fx udforske og gå på opdagelse i. De rummer en masse beretninger fra kvinders liv. Derudover vil der være endags-eksperimentarium for børn, unge og forældre med kunst og skateboard.

For byens kvinder i alle aldre vil der være forskellige aktiviteter. Man kan fx gå på jagt efter vilde planter i byens baghaver, og der vil også være mulighed for at bruge kroppen fysisk med kvindegymnast fra 1800-tallet, moderne cheerleading og yoga.

Kvinders arbejdsliv vil også være i fokus med foredrag, workshops og byvandring.

De tre Life-Boats forventes at ankomme til Udbyhøj Lystbådehavn i udmundingen af Randers Fjord på søndag aften, den 18. september, hvorfra de dagen efter sejler ind gennem fjorden til Randers Havn.

 

Kommentarer