Færre regler og mere frihed på beskæftigelsesområdet
![](https://randers-netavis.dk/wp-content/uploads/sites/4/2017/02/Michael-Aastrup-Jensen-I-Filketinget-620x414.jpg)
Debatindlæg af Michael Aastrup Jensen, MF (V).
Regeljunglen på beskæftigelsesområdet er blevet for vild og ukontrolleret. Både de ledige, jobcentrene og virksomhederne har i længere tid været ved at fare vild i den store jungle af besværlige og ulogiske regler.
Beskæftigelseslovgivningen er én de mest omfattende lovgivninger vi har i Danmark, den fylder mere end 1000 sider. Siden 2003, hvor lovgivningen om aktiv beskæftigelse kom til, er der blevet lavet 60 lovændringer.
De har alle sammen været nødvendige i forbindelse med implementeringen af politiske aftaler og reformer, men samtidig har de alle været et bidrag til regelforvirringen. Derfor er det nu på høje tid at forenkle reglerne og dermed give de ledige, jobcentrene og virksomhederne en mulighed for at finde vej ud af junglen.
Regelforenklingen skal være med til at gøre det lettere for jobcentrene at administrere og samtidig målrette enkeltindsatser for den ledige borger. Virksomhederne og borgeren får ligeledes gavn af regelforenklingen, da virksomhederne i højere grad bliver inddraget i ledighedsprocessen og borgeren får lettere ved at forstå lovgivningen.
Regelforenklingen bidrager til en nemmere vej til beskæftigelse og gør det lettere for den ledige borger, jobcentrene og virksomheder at samarbejde. De konkrete forslag til forenklingen er blevet til ud fra forslag fra borgere, virksomheder, kommuner, a-kasser og en lang række organisationer, som alle har bevæget sig rundt i den udfordrende regeljungle.
De forskellige aktører har bidraget med mere end 500 forslag, som alle har resulteret i, at Regeringen nu kan præsentere et udspil til en mere enkel og mindre bureaukratisk beskæftigelseslovgivning.
Regelforenklingen skal være med til at aflaste kommunerne for administrative opgaver svarende til 1.000 fuldtidsansatte. Aflastningen sker ved, at der kommer flere ens regler på tværs af målgrupper, flere digitale løsninger for virksomheder samt færre og mere enkle proceskrav.
Færre regler giver mere frihed til kommunerne. Det er trods alt kommunerne, der har den rette faglighed
og kender borgerne og virksomhederne bedst, derfor giver det bedst mening, at det er dem som tilrettelægger indsatsen.
Kommentarer