Få sjælen med på vandreturen
Find ind til kroppen, sjælen og ånden gennem lange vandreture med Hanne Tempeldal fra Turtlespeed.
Vore fødder forbinder os med terrænet under os, og under de gentagne berøringer bliver vi mindet om, at vi på den måde har en nyttig jordforbindelse til virkeligheden. I gamle dage, når vore forfædre tilbad Moder Jord, var det en vigtig del af ritualet, at man smed det fodtøj, man ellers bar. Det gjorde man for at få den rette forbindelse til gudinden og for bedst muligt at kunne modtage den omsorg, som jorden bringer.
70-årige Bente Bennetzen fra Randers elsker at gå lange ture, og da hun i avisen så, at hun kunne komme på en fire dages tur på øen Mors, hvor hun først og fremmest skulle bruge begge ben på jorden, slog hun til.
Vandreturen hedder “På vandring med sjælen” og er en del af det arbejde, som psykoterapeut og psykomotorisk terapeut Hanne Tempeldal jævnligt tilbyder. Hun driver firmaet “Turtlespeed” med hjemsted på Vester Altanvej i Randers, og formålet med de lange vandreturen – nogle af dem foregår i den vilde skotske natur og i de sydfranske Pyrenæer – er, at den vandrende skal finde sin egen rytme og undervejs få fokus på det hele menneske. På turen får man kontakt til både kroppen, sindet og ånden.
– Jeg var naturligvis spændt på, hvad der skulle ske undervejs, og gik ind til det med et åbent sind. Jeg er vant til at gå lange ture. Jeg snupper et par stykker hver uge på sådan cirka 7-8 kilometer hver gang, siger Bente Bennetzen.
Hver dag på Mors bød på en cirka 20 kilometer lang gåtur, og hver vandring var tematiseret. Den første dag handlede om grundelementet Jord og begrebet Værdighed.
Gennem leg, bevægelser og samtaler kombineret med fodrejsen opnår Hanne Tempeldal, at deltageren kommer i dybere kontakt med sit indre jeg.
– Aftenen før sov vi i et frysehus på Mors. Hanne satte os til at forme et billede af os selv. Vi fik hver en klump ler og skulle skabe en skulptur, mens vi havde lukkede øjne. To unge kvinder lavede figurer med glatte kroppe, mens min var rynket og med en stor hofte og nogle ordentlige fødder. Den fortalte jo min historie: Jeg er en kvinde med megen erfaring. Jeg har født tre børn, har arbejdet ved postvæsenet og kommunen og har en solid jordforbindelse,” fortæller Bente Bennetzen.
Så fulgte marchen. Det blev til 24 kilometer langs stranden, og ind imellem hoppede Bente Bennetzen i det kolde vand. Det blev også til en middagslur i sandet.
– De fysiske strabadser ved vandringen får gang i åndedrættet. Naturen, man passerer igennem, hjælper også til, så vandringsmanden får åbnet op for sanserne. Desuden sker der noget socialt, når man vandrer sammen – man opnår en større samhørighed,” siger Hanne Tempeldal.
Næste aften overnattede holdet i en nedlagt skole med genbrugsbutik i kælderen. Det gamle skolebibliotek var stadig intakt, og her var godt at sidde efter den lange gåtur.
– Så var tiden inde til nogle grundøvelser, der kunne være med til at afspænde og blødgøre kroppen efter de mange første kilometer. Vi talte også om værdighed, og den opnår man, når man retter sig op og mærker ryggen. Du bærer dig selv på en anden måde, siger Hanne Tempeldal.
På andendagen var overskriften Vandet og Følelserne. På Mors har en kunstner bygget en træbro efter den italienske renæssancekunstner Leonardo da Vincis anvisninger. Den baner vej over en lille å, og Hanne Tempeldal opfordrede sin deltagere at lægge nogle selvvalgte følelser fra sig, når de passerede broen.
Rent symbolsk skete det ved, at man kastede sten i vandet. Stenen repræsenterede den uønskede følelse, og det var betagende at se, hvordan de andres faldende sten påvirkede hinanden, når de plumpede i vandet og skabte nye ringe af bølger. Vreden havde et særligt nedslag.
Tredje overnatning fandt sted under åben himmel i et shelter hos en friskolelærer, der leder et friluftscenter på Mors.
– Vi så pinsesolen stå op to gange. Først ved hytten, da vi stod op, og lidt senere igen bag en række af høje træer,” fortæller Bente Bennetzen.
Luften og Tankerne
– Vore hoveder er fulde af tanker, som myldrer frem. Man har målt, at et menneske tænker op til 56.000 tanker om dagen. Hjernen kan også trænge til at slappe af engang imellem. Men hvordan giver man slip på alle de tanker? Jeg kan gøre det, når jeg bader og bliver omsluttet af det lidt kolde vand. Det stiger til hovedet, og væk er tankerne, siger Bente Bennetzen.
Hun fortsætter:
– Undervejs satte Hanne os til at finde sten med særlige betydninger (som bedst indfangede dagens tema ifm. værdighed i krop, følelser, tanke og sjæl). Men den slags har jeg svært ved. Jeg har åbenbart ikke øje for sten for at være helt ærlig. Jeg blev også langsomt frustreret over, at jeg ikke kunne finde et forstenet søpindsvin på strandene på Mors.”
Den sidste overnatning var ren luksus. Der stod Bed And Breakfast på programmet, og det var forløsende med et varmt brusebad og en komfortabel seng.
Ilden og Sjælen
– Jeg går gennem en skov og får øje på nogle violer, jeg vil plukke. Blomster bevæger sjælen. Jeg falder på knæ og pludselig falder mit blik på en dejlig blød og rund sten. Da jeg samler den op, får jeg øje på endnu en sten – et forstenet søpindsvin. Så det lykkedes alligevel på sidstedagen, siger Bente Bennetzen.
Vandreturen har beriget hende, og hun tager den gerne igen med Turtlespeed.
– Disse vandringer skaber fælles historie og tillid. Man går ikke så meget op i, hvilke bukser de andre har på, og at man måske bliver lidt støvet undervejs. Vi er i samme båd under turen, og kroppen arbejder hele tiden på at sikre en god jordforbindelse. Tilværelsens støj filtreres fra, tankerne bliver enklere, og man er til stede i nuet, siger Hanne Tempeldal fra Turtlespeed.
– Eller som filosoffen Søren Kierkegaard, der var en ivrig vandrer, siger: Ingen problemer er så store, at man ikke kan gå fra dem.
Kommentarer