Få din rockviden i spil på Hovedbiblioteket
Vinterferien byder på quizhygge og koncertnyheder i Randers Biblioteks rocklytteklub.
Hvilket rocknummer er nært knyttet til boksefilmen Rocky III, hvem var med i “The Million Dollar Quartet” og har Eric Clapton spillet på en Beatles-plade?
Rock-spørgsmålene vil fyge gennem luften, når KNITR, Randers Biblioteks rocklytteklub, holder quizaften torsdag den 14. februar kl. 19.00-20.30 i Den Blå Boks på Hovedbiblioteket i Stemannsgade. Der vil være spørgsmål om stort og småt indenfor rockens mangfoldige verden, og alle kan være med til at vinde nogle af de præmier, der er på højkant denne aften.
I en quizpause vil Jørgen Holmegaard fra byens regionale spillested, Turbinen, fortælle om, hvad han glæder sig allermest til fra de kommende måneders program, og desuden er der vanen tro åben pladespiller for deltagere, der har lyst til at spille et yndlingsnummer for de andre fremmødte.
Det er gratis at være med, ingen tilmelding er nødvendig og hvis man bliver tørstig undervejs, er der mulighed for at købe en kold fra kassen.
Kommentarer