Eventmager uddannet i Randers bag ny outdoor-festival

26-årige Karen Wellendorf er en af hovedkræfterne bag en ny festival. Som nyuddannet serviceøkonom fra Erhvervsakademi Dania i Randers er det et projekt, hvor hun får brugt sin viden om alt fra kontrakter til kommunikation
Tre timer hver nat. Det er cirka så meget, Karen Wellendorf får sovet for tiden. Med et fuldtidsjob på Hotel Ebeltoft Strand og titlen som festivaldirektør har hun rigtig travlt, for om to uger løber Nationalpark Outdoor Festival af stablen for første gang nogensinde.
Målet er at vise Ebeltofts mange outdoor-muligheder, gøre nationalparken til en større del af folks bevidsthed samt få lokket ebeltoftere og turister fra gågaden til stranden.
– Jeg glæder mig helt vildt meget til festivalen. Vi har arbejdet på det siden efteråret, hvor udgangspunktet var at slå forskellige små events sammen til et stort – og det bliver et kæmpe event. Det er mega fedt at arbejde med oplevelser, mennesker og deres samspil med Ebeltoft, der har rigtig gode muligheder, men der mangler en samlet kommunikation, der sigter på at gøre byen til en attraktiv destination i både Danmark og udlandet. Forhåbentlig kan festivalen gøre en lille smule ved det, forklarer 26-årige Karen Wellendorf, der er født og opvokset i Ebeltoft.
Hun blev før sommer færdig med den videregående uddannelse til serviceøkonom på Erhvervsakademi Dania i Randers, hvor man lærer at lave store events. Efterhånden som flere partnere og kunder er kommet til, er der også kommet flere studerende med til at holde styr på de mange opgaver, så de i dag er syv frivillige bag eventen. Og at skabe en festival fra bunden er en god læreproces for dem alle, mener Karen Wellendorf.
– Vi har lært meget om forventningsafstemning, kommunikationen, samspillet med de lokale og at arbejde på et projekt som frivillig. To samarbejdspartnere sprang pludselig fra, og så fik vi lært, hvor vigtige kontrakter er. Jeg vidste ikke, at jeg skulle have hørt bedre efter i jura om det, men det har jeg nu lært på den hårde måde og er blevet klogere, fortæller Karen Wellendorf.
Gå tur med en lama
Festivalen bliver opdelt i et mad-område på Maltfabrikken i centrum af byen og et aktivitetsområde på sommerfestpladsen mellem Hotel Ebeltoft Strand og campingpladsen. Her er der både slædehunde-tur, islandske heste, fitness, yoga, forfatter-gåtur i Mols Bjerge, Stand-Up Paddleboard, kajak – og lamaer.
– Det er kæmpestort at gå ture med lamaer i Tyskland, da det skulle være både afstressende og bekæmpe antidepressivitet. Faktisk tilbyder et lokalt tysk ægtepar netop det her i området. Det er sådan en aktør, som man ellers ikke hører om, fordi det er så specielt, men de kommer med til festivalen, smiler Karen Wellendorf og forklarer, at aktiviteterne som hovedregel vil være gratis eller med meget lille deltagerbetaling.
Ved Maltfabrikken udstiller 25-40 lokale producenter mad og uddeler smagsprøver allerede fra fredag eftermiddag.
Hårdt og sjovt
Det har ikke været en nem vej at nå hertil. I juni-måned lavede Karen Wellendorf både hovedopgave på studiet, arbejdede på hotellet fuldtid, lavede frivilligt arbejde på Maltfabrikken og arbejdede med festivalen.
– Personligt er det hårdt, fordi det kræver så mange timer og er et så omfangsrigt et projekt, men det er fed erfaring og en billet ind til event-branchen. I eventmiljøet skal man nemlig vise, at man brænder for det og på den måde få lov til at lave mere. Hvis du kun vil kontaktes mellem kl 8-16, så er det den forkerte branche for dig, forklarer hun.
Derfor har foreningen bag festivalen, som de tidligere studerende selv har skabt, lige nu to praktikanter tilknyttet. Det er studerende fra netop serviceøkonom-uddannelsen på Dania.
– Vores praktikanter er virkelig dygtige. De får lov til at udvikle, ideskabe og løber med nogle af de mange millioner bolde, som der er i sådan et projekt her. Samtidig holder de vores nytænkning i gang, for som arrangør bliver man hurtigt til en praktisk gris, siger hun og tilføjer, at de også har haft et hold svenske studerende inde over designet af festivalpladsen, så der kommer et optimalt flow.
Nationalpark Outdoor Festivalen finder sted sidste weekend i august. Se mere på outdoorfestival.dk.
Fakta om Dania
- Erhvervsakademi Dania udbyder videregående- og efteruddannelser i Grenaa, Hobro, Horsens, Randers, Silkeborg, Skive og Viborg
- I alt udbyder Dania 21 korte videregående uddannelser inden for Business, Sundhed, Oplevelse, Marketing, Teknologi og Administration
- Samlet er der 2500 fuldtidsstuderende på Dania, hvoraf 300 er internationale studerende
- Derudover er 2600 deltidsstuderende på efter- og videreuddannelse via Dania
- Erhvervsakademi Dania blev officielt indviet 1. januar 2009 og har 175 fuldtidsansatte medarbejdere.
Kommentarer