Et år med investeringer i vejene
2020 er året, hvor der er blevet bevilget midler til ekstraordinært mange anlægsprojekter. Det hænger sammen med, at der under coronakrisen er blevet truffet beslutning om at fremrykke flere anlægsprojekter.
”I 2020 har vi blandt andet igangsat projekter i de nye skolekorridorer. En skolekorridor er den rute, hvor det vil være mest trafiksikkert at færdes fra de enkelte lokalområder til lokalområdets skole. Det er ikke nødvendigvis den korteste vej til skolen, men den mest trafiksikre. Skolekorridorerne er udpeget i samarbejde med den enkelte skole og har stor betydning i lokalmiljøerne, fordi de gør det mere trygt for børn og unge at gå og cykle til og fra skole,” fortæller Grethe Helledi Kristensen, leder af vejområdet i Randers Kommune.
Der er i alt ni projekter, der skal gøre skolekorridorerne endnu mere trafiksikre. Tre af projekterne er allerede afsluttet og de øvrige seks er enten igangsat eller bliver det inden for en kort tidshorisont.
På byrådsmødet i november blev der bevilget fem nye projekter med anlæg af cykelstier, der fortsat skal gøre det nemt og sikkert at være cyklist i Randers. Blandt andet skal fortovet på sydsiden af Vennelystvej laves om til en fællessti og på Rådmands Boulevarden, vil der komme cykelstier på begge sider af vejen.
Flere huller i vejene repareres og en styrket kollektiv trafik
Veje og Trafik i Randers Kommune kan her ved år 2020’s afslutning se tilbage på et år, hvor de er tæt på at have afsluttet godt 1000 opgaver, der relaterer sig til at udbedre huller i vejene. Det er 50% flere afsluttede opgaver sammenlignet med de to foregående år.
”Når vi kører ud på en opgave for at lappe huller på vejene er det både på opfordring fra borgerne og ud fra de steder, vi selv registrerer, når vi er ude på opgaver. I 2020 er der gennemsnitlig blevet kortere tid fra vi har fået en opgave til den er blevet lukket. Det skyldes ikke kun vores egen drift. Det hænger også sammen med, at det har været muligt at prioritere at sætte eksterne på flere af opgaverne, så vi har kunne nå endnu flere opgaver på et år,” fortæller Henrik Kaldahl, ingeniør i Veje og Trafik i Randers Kommune.
Den kollektive trafik har også fået et løft i året, der er gået. I august trådte den nye kollektive trafikplan i kraft med gennemførslen af det nye busnet og indførslen af Flexbus. Flexbus er et kollektivt trafiktilbud, der kører mellem stoppesteder og med afgange i køreplanen. Flexbussen kører dog kun, når en borger bestiller den, og den kører kun mellem de stoppesteder, som borgeren har bestilt.
”Vi har fortsat et stort fokus på den kollektive trafik i Randers, så vi kan sikre den bedst mulige drift og betjening af borgere i hele kommunen. Når en ny kollektiv trafikplan træder i kraft vil der altid være behov for justeringer. Derfor har vi i løbet af efteråret lavet nye tilpasninger af busnettet, når der har vist sig at være behov. Det betyder blandt andet, at vi har indsat ekstra busser og justeret i køreplanen for Flexbussen, men også afgangstider og ruter for lokal-, regional- og bybusserne er løbende blevet justeret,” siger Grethe Helledi Kristensen.
Kommentarer