Debatindlæg af  Morten Sørensen

Forestil dig at du er en anden person i en nær fremtid. En, der vågner op en lørdag morgen i sin nybyggede stuelejlighed på halvøen i Randers Havn. Du trækker gardinerne fra og ser ud på vandet og den jolle, som du og familien skal ud og sejle en tur i. I flyttede ind for et par år siden. Det var dyrt, men bare det at gå ud ad køkkendøren med en kop kaffe og kunne fiske direkte fra terrassen og grille fangsten på stedet er en luksus, der er det værd, synes du. Og en båd liggende lige udenfor, fugle, fisk, en flod, midt i byen.

Du går over til bageren efter brød og Amtsavisen. På vejen møder du naboer og unge fra kollegiet, studerende fra afdelingerne af Aalborg Universitet, Aarhus Tech og Danmarks Designskole, som alle har til huse i det nye uddannelsescenter, hvor kraftværket før lå. Du smiler over de unge og tænker tilfreds tilbage på det fremsynede byråd, der, med godt lederskab og en fælles vilje til internt samarbejde, havde skabt en plan, og derefter sat handling bag tankerne. Først med den nye Østtunnel som en fremtidssikret trafikløsning og en naturlig fuldendelse af den ringvej, man over årene havde bygget. Derefter det nye havnekvarter med boliger, kollegie og et smukt tegnet uddannelsescenter.

Som set i mange andre byer havde de studerende skabt liv og omsætning, ikke bare for det nye havnekvarter, men i hele midtbyen, og flere spændende butikker var åbnet som følge. Og det havde været relativt nemt at lokke uddannelserne, og dermed de unge, til byen, da det var den siddende regerings politik at gøre netop det, flytte uddannelser fra de store til de mindre byer. At borgmesteren og statsministeren var fra samme parti havde vist sig gavnligt, men ikke afgørende. Idéen havde været regeringens, så det var egentlig bare at tilbyde ordentlige forhold, så kom de næsten af sig selv.

Salget af byggegrunde på en yderst eksklusiv vand-adresse havde skæppet godt i kommunekassen, ekstra meget fordi der f.eks. ikke var en tæt trafikeret, firesporet vej hen over området, og det havde finansieret meget af kommunens del af den samlede regning for tunnel og uddannelsesbyggeri. De øvrige dele var fordelt mellem region, stat og EU efter et grundigt og koordineret lobby- og ansøgningsarbejde styret fra borgmesterkontoret med hjælp fra lokale byråds-, region- og Folketingspolitikere, europaparlamentarikere, samt den kommunale- og regionale administration. En samlet plan ingen lokale rigtigt kunne have noget imod – at skabe lokal vækst, et indbydende og sjældent boligkvarter, uddannelses- og erhvervsmuligheder, samt løse et af landets største lokale trafikale problemer –  havde gjort det muligt at gå fælles og målrettet efter det og så få det gennemført.

Du når frem til bageren. I døren på vej ind overhører du tre studerende snakke om deres projekt for en lokal virksomhed, hvilket minder dig om, at du selv arbejder for en virksomhed, som er flyttet til byen på grund af det nye rekrutteringsmateriale, og de praktikanter, man har lige ved hånden. Du kommer ind i køen i forretningen og ser over på avisstanderen. På en forside står, at regeringen planlægger at flytte flere uddannelser fra de store byer til mindre som netop Randers, og at Randers´ byråds- og Folketingspolitikere igen er på stikkerne for at få dem til byen. Nemlig, tænker du, godt arbejde. Du skimmer lidt længere ned og får et chok. Lige nedenunder står, at det ikke passer alligevel, at de snorksover timen og intet gør, selvom muligheden aktuelt ligger lige der på bordet foran dem. Men ikke bare det. Der står at resten har været en drøm. Du er ikke vågnet, skal ikke ud og sejle, og du bor der ikke, der er ingen grill, bager eller studerende, og din virksomhed er ikke flyttet til byen for at få del i dens nye viden og arbejdskraft. Denne Randersborger eksisterer ikke længere, men var en drøm. Hvor denne borgers liv og bolig var, ligger der i stedet en kæmpe vej og, klods op ad den, og med en luftkvalitet, støjniveau og udsigt derefter, halvt så mange boliger som i drømmen. Den lave områdekvalitet gør det selvfølgelig billigere at købe en lejlighed der, hvis man skal se noget positivt i det, men attraktionen og incitamentet, det særlige, er forsvundet sammen med den ekstra økonomiske værdi for kommunen. Og vejen ligger strengt taget ikke en gang godt og tjener dermed kun delvist sit formål, men den var det billigste, og det mest enkle, man kunne komme på for at forsøge at løse et problem, der er mindst 40 år gammelt. Og da finansieringen var præcis lige så fantasifuld som idéen(..), endte man selv med hele regningen og en billig, firesporet vej henover et område og en mulighed, andre byer ville give adskillige forstæder for at have.

Men det hele var altså en drøm. I virkeligheden orkede byrådet samlet set ikke mere end at vedtage en én-dimensionel idé, der skaber flere problemer, end den løser og endda næsten med sikkerhed vil være utilstrækkelig, forældet, efter få årtier. Nogen prøvede at sælge idéen på Christiansborg for at få penge ud af dem, men hvem vil købe, når sælgeren nærmest er ligeglad med produktet..? Og med god grund.
Hvis beslutningen overlever dette valg, kan den ikke gøres om, og byens borgere kommer til at punge stort ud for en grim, larmende omfartsvej midt i byen, og som ikke er tilstrækkeligt funktionel og inden længe skal suppleres med ligeså dyre lappeløsninger. Dermed også sagt at denne dag, dagen i dag, er sidste – og bedste – chance for at vælge en bedre løsning. God valgdag.