Efter 15 års hårdt arbejde: Nu indvies Korshøj Idrætscenter i Harridslev

Foto: SMIFF09 (beskåret)

Alt godt kommer til den, der venter – og knokler for det. I 15 år har lokale ildsjæle arbejdet benhårdt for at samle idrætten i Harridslev under navnet Kraftenter Korshøj. Det har været en kompliceret proces med mange bump på vejen, men på lørdag 25. maj kan man endelig indvie det færdige resultat, der har fået navnet Korshøj Idrætscenter.

For lokale ildsjæle er indvielsen kulminationen på 15 års arbejde hen imod et moderne sportskompleks og et fælles samlingspunkt for lokalsamfundets 4000 indbyggere i området med byerne; Harridslev, Støvring, Østrup, Vestrup, Albæk, Mejlby, Tvede, Gimming, Tjærby, Lindbjerg, Linde og Mellerup.

Indvielsen sker i forbindelse med åbningen af den årlige klubdag i SMIFF09 med mange sportslige aktiviteter for klubbens 1200 medlemmer og dagens gæster.

Festlighederne starter klokken 9.30 med taler af borgmester Torben Hansen (S) og styregruppen bag Korshøj Idrætscenter.

Herefter klipper borgmesteren snoren og fløjter de første kampe i gang klokken 10.

Dagen byder også på en masse andre aktiviteter som beach håndbold, fællestræning, krolf, petanque, skak, og kæphesteridning med mere.

Der vil også være hoppeborge til børnene, og FDF Harridslev laver bål og andre aktiviteter.

Landsbyklyngen Kronjylland har en stand, hvor man kan høre mere om det nye Klyngehus i Albæk, som for alvor er ved at tage form på landsbyens tidligere stadion, og hvor der holdes rejsegilde den 30. maj.

Millionprojekt

Korshøj Idrætscenter omfatter to anlægsprojekter til en samlet pris på omkring 14 millioner kroner.

Den eksisterende sportshal er renoveret og udvidet. Der er etableret en række udendørsfaciliteter på et syv hektar stort areal. Det er blevet til fire nye fodboldbaner, beachbane til volleyball og håndbold, baner til petanque, panna og krolf. Der er etableret ridesti rundt om området, hvor der også bliver gjort plads til den lokale FDF-gruppe.

På lørdag den 25. maj bliver hele herligheden indviet, og alle er inviteret til arrangementet, hvor man kan høre mere om visionen for projektet og se det flotte resultat.  Man kan også møde de frivillige ildsjæle, som har lagt arbejdskraft og engagement i det nye idrætscenter. Indvielsen er resultatet af et lokalområde, der har stået sammen – både med praktisk arbejde, men også i forhold til at finde finansiering til projektet. Tæt på seks millioner kroner har lokalsamfundet fået indsamlet fra virksomheder, puljer, fonde og private donationer.

Foto: SMIFF09 (beskåret)

 

Kommentarer