Dronning Margrethe kommer til Hvidsten 29. juni
Lørdag den 29. juni 2019 er det 75 år siden, at otte medlemmer af Hvidstengruppen blev henrettet. Det bliver markeret med kransenedlæggelse og mindegudstjeneste, hvor H.M. Dronningen deltager.
– Det må aldrig blive glemt, at modstandsbevægelsen under 2. Verdenskrig bestod af mennesker, der traf et modigt valg, som medførte store ofre, og de blev en vigtig faktor i kampen mod besættelsesmagten, siger Mona Kastrup Kjersgaard, formand for menighedsrådet i Gassum sogn hvorunder Hvidsten Kro hører.
Det er Gassum menighedsråd der er initiativtager, indbyder og arrangør.
Hvert år bliver årsdagen for henrettelsen af Hvidstengruppen markeret af Hjemmeværnskompagni Hvidsten. Hvert femte år udvides markeringen med både kransenedlæggelse og mindegudstjeneste.
Ved mindestenen i Mindelunden i Hvidsten hvor de otte henrettede modstandsfolk er bisat, vil Hendes Majestæt nedlægge en krans. Herefter lægges en krans af menighedsrådet i Gassum. Den kommitterede for Hjemmeværnet, Søren Espersen på vegne af Hjemmeværnet og borgmester Torben Hansen på vegne af Randers Kommune.
Mindegudstjeneste i Gassum Kirke
Følget fortsætter til mindegudstjeneste i Gassum Kirke, hvor biskop og kongelig konfessionarius, Henrik Wigh-Poulsen prædiker. Gudstjenesten er forbeholdt inviterede.
Frokost med æggekage
Forinden kransenedlæggelse og mindegudstjeneste i Gassum Kirke, deltager Dronningen i frokost for indbudte på Hvidsten Kro. Frokosten indtages sammen med efterkommere af Hvidstengruppen, menighedsråd og andre inviterede. Menuen vil stå på æggekage med flæsk, der stadig laves efter samme opskrift som Marius Fiil’s hustru Gudrun benyttede.
Troubadouren Lars Lilholt optræder under frokosten med sin sang om Hvidstengruppen. Ligeledes deltager også skuespiller Bodil Jørgensen, der i spillefilmen om Hvidstengruppen spiller Gudrun Fiil.
Fakta:
Hvidstengruppen var besættelsestidens første modtagegruppe. Den blev dannet på opfordring af faldskærmsmanden Ole Geisler, der var blevet bragt i kontakt med kroejer Marius Fiil af læge Svend Thorup Petersen, Randers. I første omgang havde Geisler brug for hjælp til at få borttransporteret de containere, der var blevet modtaget af et improviseret modtagehold ved Trinderup natten mellem den 11. og 12. marts 1943. Derefter dannedes en fast modtagegruppe omkring Fill-familien, og modtagelserne flyttedes til en plads nærmere Hvidsten, der fik kodenavnet Mustard Point.
De otte henrettede var:
Søren Peter Kristensen
Albert Iversen
Niels Nielsen Kjær
Johan Kjær Hansen
Henning Andersen
Marius Fiil
Peter Bergenhammer Sørensen
Niels Fiil
Kommentarer