Drift af ungeråd skal være mindre bureaukratisk
Onsdag den 27. februar 2019 inviteres alle unge i Randers Kommune mellem 15 og 25 år til stiftende generalforsamling. Ungerådet Randers får status som selvstændig forening for at gøre den daglige drift mindre bureaukratisk. Det skal være med til at skabe et mere handlekraftigt ungeråd. Mødet afholdes kl. 18 på Kaosambassaden, hvor der vil blive valgt medlemmer til den nye bestyrelse.
Ungerådet Randers har de seneste tre år været et direkte talerør for unge i Randers. Ungerådet er blandt andet en vigtig sparringspartner, når Randers Byråd tager beslutninger, der vedrører unge. Byrådet sender derfor sager i høring hos Ungerådet, ligesom Ungerådet på den anden side kan bede politikerne i byrådet om at se på en konkret sag.
Hidtil har ungerådet bestået af 19 unge, der alle er stemt ind i rådet. Sidste valg blev afholdt i begyndelsen af 2018. Siden har det vist sig, at et formelt valg ungeråd har en række bureaukratiske begrænsninger i forhold til, hvor unge engagerer sig i frivilligt arbejdet. Efter en række drøftelser mellem ungerådet og den kommunale forvaltning, vedtog Randers Byråd derfor i december, at give ungerådet status som selvstændig forening med en årligt kommunalt drifttilskud på 100.000 kroner.
Ungerådet Randers har blandt andet stået for #teltet de seneste tre år under Randers Festuge. Rådet har mange ideer på tegnebrættet, og er blevet involveret i flere politiske diskussioner.
– Ungerådet er i rivende udvikling. Men vi har brug for flere unge stemmer, der vil være med til at præge de unges muligheder i kommunen – siger rådets nuværende formand, Rasmus Bjørn Olsen.
Formålet med Ungerådet Randers er uændret, selv om rådet får ny status. Formålet er at sikre en større inddragelse af unge i Randers Kommune og samtidig skabe et større engagement blandt unge i kommunen – således at ungerådet kan være med til at skabe et attraktivt ungdomsmiljø i Randers Kommune.
Alle unge mellem 15-25 år kan melde sig ind i rådet ved at anmode om medlemskab via foreningens Facebook-side. Der vælges hvert år en bestyrelse på en generalforsamling.
Bestyrelsen varetager foreningens daglige ledelse.
Kommentarer