Randers By

Dine handsker kan få en rolle i årets magiske forestilling

Handsker skal flyve som fugle, når Randers EgnsTeater inviterer til 2017-forestillingen Watermusic. Pressefoto

5.000 handsker skal flyve som fugle i 2017-forestillingen Watermusic.

Har du en handske, der mangler sin partner, eller et par slidte handsker, du ikke bruger længere? Dine handsker kan få nyt liv i den magiske forestilling Watermusic den 2. og 3. september. Tusindvis af fugle skal flyve hen over himlen, og til det formål har scenograf Sus Haugland og instruktør Kevin Finnan udtænkt en måde, hvorpå dine fingerhandsker kan anvendes.

– Handsker har en helt særlig betydning i Randers-historien. Tænk bare på Randers Handsker, en af verdens ældste handskeproducenter, der har været en væsentlig del af industrialiseringen op gennem 1800- og 1900-tallet. I forestillingen bliver der desuden arbejdet med hænder, som symbol for opbygningen af Randers. Derfor er det også nærliggende at bruge handsker til den store installation, som skal skabe liv på himlen over Randers Havn, siger Sus Haugland.

Giv dine fingerhandsker nyt liv, uanset om det er vinterhandsker, arbejdshandsker, havehandsker eller blondehandsker -alle kan bruges små og store, så længe der ikke er tale om luffer.

Handskeindsamlingen løber henover hele foråret. Du kan aflevere dine handsker på Randers EgnsTeater, kommunens genbrugspladser, Randers Storcenter ved gul-indgang og Randers Bibliotek, hvor der er opsat særlige “spande” i røde stativer til formålet.

Der afholdes handskeworkshops på Randers EgnsTeater i weekenden den 29.-30. april og den 20.-21. maj, klokken 10-17. Her kan alle interesserede være med til at bearbejde handskerne til en installation med i alt 5.000 handsker. Er du kreativ og har gode ideer, så kom og vær med, lyder opfordringen fra Randers EgnsTeater.

Du kan være med i et par timer – eller hele dagen, som du har lyst. Tilmeld dig via hjemmesiden www.watermusic.dk

Watermusic er ét ud af 12 udvalgte fuldmåneprojekter i det officielle program til Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017 og bliver Randers’ til dato største enkeltstående udendørs kulturbegivenhed.

Kommentarer