Randers By

Nyt digitalt kort viser vej til oplevelser langs Gudenå

Nu bliver det lettere at finde cykel- og vandreruter, fugletårne og p-pladser, hvor du må sætte kanoen i, og hvor der gemmer sig spændende historier i landskabet. Samtidig kan du finde oplysninger om, hvor du kan få noget at spise, og hvor du kan overnatte, hvad enten det skal være i seng eller shelter.

De syv Gudenåkommuner har i samarbejde med turistorganisationer, Naturstyrelsen og museerne udarbejdet et digitalt kort, der skal gøre det lettere at finde de gode oplevelsesmuligheder på og omkring Gudenåen – og samlet dem ét sted på www.oplevgudenaa.dk

“Vi har så meget dejlig natur i Randers Kommune, og vi vil gerne bidrage til at det bliver lettere for borgere og gæster at finde de mange oplevelser, siger borgmester Torben Hansen. “Det harmonerer også godt med vores internationale markedsføring af Gudenåregionen som Friluftsregionen.”

Kortet rummer seks indgange: for roende, lystfiskere, cyklister, vandrende, dem til hest samt en indgang til seværdigheder. Faciliteter, ruter og seværdigheder kan så kombineres med en visning af, hvor man kan parkere, finde et toilet, få noget at spise og et sted at sove. Kortet er lavet efter princippet Mobile First og fungerer bedst på smartphone eller tablet, men kan også bruges på pc.

– Tidligere kort var ikke særligt brugervenlige. Her sluttede cykel- eller vandreruter ofte ved kommunegrænsen, siger naturvejleder Lars Maagaard.

– Med det nye kort får vi vist ruterne omkring Gudenåen i deres fulde længde.

Også turistchef Anne-Mette Knattrup er glad for det nye digitale kort:

– Vi er meget tilfredse med, at det også synliggøres, hvor man kan købe noget mad og finde en seng. Mange naturturister vil gerne afslutte en god dag fuld af naturoplevelser med en god middag og en god seng at sove i, siger hun.

GudenåSamarbejdets koordinator Gunhild Øeby Nielsen understreger dog, at kortet endnu er helt færdigt:

– Der er rigtig mange mennesker, der har været i gang med at lægge data ind og finde billeder og skrive tekster, men inden for især ridning og mountainbike mangler der endnu en del.

De nye digitale kort er blevet til i et samarbejde mellem Hedensted, Horsens, Skanderborg, Silkeborg, Viborg, Favrskov og Randers kommuner og viser faciliteter og oplevelsesmuligheder i disse kommuners fulde udstrækning.

Kortet henter og samstiller data fra Naturstyrelsens kort udinaturen.dk, VisitDenmarks database GuideDanmark og det kulturhistoriske kort Historisk Atlas.

Kortet er en videreudvikling af et tidligere kort skabt i projektet OplevGudenaa.

Kommentarer