Dansktoppen blev sluppet løs på Pakhuset
Lørdag aften var restaurant Pakhuset i Randers for et par timer forvandlet til en heksekedel med et højtsyngende og klappende publikum.
Årsagen var, at Dansktoppen blev slået løs i Slager Parade 2018 med nogle af landets største sangikoner.
SE VIDEO MED INTERVIEWS OG MUSIK NEDERST I ARTIKLEN
Bjørn Tidmann vendte tilbage til scenen i Dansk Slager Parade. Han var selv med at starte Dansk Slager Parade tilbage i 1997, men har ikke været med siden 2007.
I hele sin karriere har den 77-årige sanger været fast inventar på Dansktoppen og i Giro 413, og hans musik har både kastet guld-, sølv- og platinplader af sig.
Lars Stryg fra ”Lars Stryg & Royal String” overtog scenen med sangen ”Hvor er det sted?” Han er den kunstner, som har ligget længst tid på Dansktoppen. I ikke mindre end 55 uger i hhv. 1976 og 1977 drønede sangen ”Aldrig mer’ må jeg se dig” ud af højttalerne i de danske hjem, da den hver lørdag blev spillet af Jørn Hjorting i Dansktoppen på Danmarks Radio.
Da Jørn Hjorting lukkede for Dansktoppen lå sangen stadig på 4. pladsen og havde forinden ligget ni uger som nummer et.
Lars Stryg faldt over den svenske udgave og fordanskede den, og det gav ham og resten af bandet stor succes og en plads i musikhistoriebøgerne.
Sanger Anne-Mette Rix har deltaget i Dansk Slager Parade de sidste to år. Hun kom med, da Anne Herdorf måtte melde fra på grund af sygdom. Hun er slagerparadens humørbombe og hvirvelvind, som aldrig på noget tidspunkt står stille.
Hun optrådte med et forrygende potpourri af populære Birthe Kjær-sange, og hun gav den fuld gas, da hun sang ”Jeg skal aldrig til bal uden trusser.”
Gry Meilstrup (kendt som Gry Johansen, red.) måtte pludselig melde afbud på grund af sygdom. Derfor måtte der handles hurtig. Sangerinden Louise Espersen blev kontaktet torsdag aften, og fredag aften gik hun på scenen og sang de sange, som Gry skulle have sunget.
Det blev en imponerende indsats. På trods af ekstrem kort varsel, viste den 26 årige sanglærke fra Silkeborg sig som en værdig erstatning for Gry. Der var ikke et eneste forkert ord, og ikke en forkert tone fra hende, selvom hun sang helt uden manuskript. Det vakte respekt for den unge sangerinde og publikum var med rette meget betaget.
John Andersen var for første gang med i Dansk Slager Parade. Han er mest kendt som forsanger i bandet Rocking Ghost, som tilbage i tresserne lagde de danske musiksteder ned.
De har haft store Internationale hits og turneret over det meste af verden. De var med i de glade dage i Hit house og har oplevet tiden med hvinende piger ved scenekanten. Rocking Ghost har bl.a. optrådt sammen med Cliff Richard og The Shadows og andre af rockens store koryfæer. John Andersen og Rocking Ghost har gennem mere end 40 år har de været ambassadører for dansk pigtråd, og de har heldigvis ikke tænkt sig at stoppe foreløbig.
I Randers væltede John Andersen nærmest Pakhuset, da han akkompagneret af Klaus & Servants bragede igennem lydmuret med hits som ”Belinda” og ”Oh what a Kis”.
Den smukke og elegante grandprix-vinder fra 1986 Lise Haavik indtog også scenen i Randers. Hendes vinder-sang ”Du er fuld af løgn” kunne publikum udenad, og der blev skrålet med fra hele salen.
Sammen med de to andre kvindelige deltagere kom Lise Haavik senere på scenen hvor de var udklædte som husmødre. De sang sangen ”Der er altid noget at gøre for en husmor” som blev kendt med gruppen Venter på Far.
Hele aftenen var et overflødighedshorn af sangperler, som aldrig vil dø, og af artister der optrådte med den samme gnist, musikglæde og vellyd, som det har gjort hele tiden.
Ingen ringere end Klaus & Servants trio sørgede for at bakke alle solisterne op, og gav selvfølgelig smagsprøver fra deres egne store hits som “Herstedvester” og “Bank tre gange”.
Showet blev kædet sammen af den charmerende Karin Strand-Holm. Hun er også kendt som vært i ”Syng Med & Tip et Hit” udsendelserne på DK4.
Værtsparet på Pakhuset Hans Christian Møller og hustruen Charlotte Kirkegaard havde sørget for, at gæsterne inden showet var godt mætte. Et væld af ”alt godt fra havet” blev serveret i de karakteristiske fiskekuttere, mens en overflod af lækker steg, flødekartofler og masser af andre varme retter blev serveret ved siden af.
Publikum fik i den grad det, de var kommet efter.
Kommentarer