Dans med en tvetydig hilsen til Aarhus

Med sin danseforestilling ”Rethink Fuck – with love to Aarhus” sender den verdenskendte danske koreograf Palle Granhøj en hilsen til dansekompagniets tidligere hjemby. Snart kan den opleves på Randers Egnsteater.
’Rethink ”Fuck” – With love to Aarhus’ er ifølge Palle Granhøj et øjebliks-portræt, der er skabt på baggrund af et akut behov for at få udtrykt de ophobede følelser, der opstod, efter at han sidste år besluttede sig for at flytte sit dansekompagni Granhøj Dans fra byen efter 27 år.
Han har gentænkt udvalgte scener fra tidligere forestillinger og sammensat dem på ny samt tilføjet et par nye scener. Til at hjælpe sig på scenen har han medbragt sin “musikalske muse”, sin “lidenskabelige muse” og sine to dæmoner – en mandlig og en kvindelig.
Pressen har taget godt imod forestillingen, der havde premiere i København i foråret. Berlingske kvitterede med fire stjerner og CPHculture gav fem stjerner og skrev, at ”Palle Granhøjs udtryksfulde krop og ansigt gennemlever hele dette følelsesregister med en autenticitet, der gør dybt indtryk.”
Fires dage på Egnsteatret.
Lidt usædvanligt for en moderne danseforestilling, så kan man hele fire dage i streg opleve Palle Granhøj og hans internationale kompagni på scenen på Randers EgnsTeater. Men efter at Palle Granhøj forlod sin mangeårige, faste base i Aarhus, har han indgået særaftale med flere store scener rundt om i landet – herunder Randers EgnsTeater, der gerne lægger sal til en lille håndfuld danseforestillinger af højeste karat.
Kommentarer