Kultur

Cyklede længst ud af 60.000 deltagere

Jens Peter Hansen fra Hvidsten cyklede i maj måned 2.558 kilometer. Dermed erobrede han titlen som ”Årets Kilometersluger” i Cyklistforbundets landsdækkende kampagne ’Vi cykler til arbejde’. I alt cyklede 60.000 deltagere fra hele landet over 9 millioner kilometer i maj måned og Jens Peter Hansen var den af alle, der cyklede længst.

Jens Peter Hansen bor mellem Asferg og Hvidsten 13 km nord for Randers. Han er medlem af Randers Byråd, og arbejder i Aarhus som energipolitisk senioranalytiker for Danmarks Vindmølleforening.

Ud over turene på 2 x 53 km til Aarhus cyklede han til diverse kommunale møder; til Den Nationale Cykelkonference i Esbjerg; en 184 km besigtigelsesrunde til 26 bænke fordelt til kommunens landsbyer foruden en smule netværksskabende cykling.

– Som person vælger jeg cyklen som transportmiddel på grund af den frihed, det giver mig på kort og lang sigt siger Jens Peter Hansen og fortsætter – som politiker ser jeg et stort samfundsøkonomisk potentiale ved at få flere til at cykle mere – og jeg cykler gerne forrest.

Alle ture er lagt op på Endomondo. Her viser statistikken, at Jens Peter Hansen i maj måned brugte 97 timer på cyklen, forbrændte 99.000 kcal og besteg 19.000 højdemeter. Vi Cykler Til Arbejde systemet fortæller endvidere om 3 færre sygedage og en besparelse på 416 kg CO2.

– Det er da mere tidskrævende at cykle, når turene er relativ lange, indrømmer Jens Peter Hansen og forklarer – den gennemsnitlige dansker ser fjernsyn 20 timer pr uge, og her vælger jeg i stedet at bruge tiden på cyklen, så hjernen kan slappe af i en hverdag, hvor den ellers informationsbehandler på højtryk dagen lang.

Randers Byråd har i mange år deltaget med et hold i ’Vi cykler til arbejde’. I år var der kun fire på holdet ’Byrådets stærkeste ben og klogeste hoveder’ hvilket betød, at holdet takket være især Jens Peter Hansens mange km endte i Top 5 på landsplan målt på km pr. deltager.

Årets Kilometersluger belønnes med en miniferie på Skagen Strandhotel, hvor vinderen kan hvile benene i et dejligt feriehus med plads til op til syv personer.

Kommentarer