Byrødder og nørder udforsker det galaktiske Escape Room
Når Danmarks største Pop Up Escape Room åbner i Underværket fredag 12. april, bliver det med to ret så specielle hold.
En håndfuld byrådsmedlemmer fra Randers skal nemlig dyste mod et nørd-hold bestående af både en professor, en bibliotekschef, en horror-bogsforfatter, en leder af frivillige og en superligafodboldspiller.
Hvad de to hold helt præcist kommer til at opleve i det galaktiske Escape Room, er endnu en hemmelighed. En ting er dog sikker og vist, holdene bliver ligesom de andre besøgende involveret i et mysterie, hvor det handler om at befri pigen ILO.
For de deltagende grupper handler det om at holde hovedet koldt og løse hjernevridende gåder, bryde koder med teknisk snilde og fremfor alt undgå at blive opdaget af vagterne, der patruljerer på gangene.
– Jeg har aldrig været i et Escape Room før, så jeg glæder mig helt vildt til denne oplevelse. Et Escape Room animere til leg, læring og samarbejde – det som er hele formålet med ‘Randers – en by i Galaksen’ – så det bliver fedt at afprøve alle tre elementer sammen med en flok seje mennesker på holdet – siger bibliotekschef ved Randers Bibliotek, Mette Haarup, der er en del af Hold ‘Nørd’.
Ved hovedindgangen står en guide, som tjekker billetter og sender holdene op på 1. sal, når de skal i gang. Escape Galaksen er tre rum i forlængelse af hinanden. Når alle opgaver er klaret i rum et, er der adgang til rum to, og tilsvarende gælder til rum tre. Opgaverne honoreres med den galaktiske møntenhed Nobler. Det hold med flest Nobler, vinder.
Billetter til Escape Galaksen kan købes via hjemmesiden www.enbyigalaksen.dk
Escape Galaksen er 60 minutter med spænding, sjov og overraskelser, som – hvis man er på holdet med flest point – kan resultere i, at man vinder den galaktiske præmie, der overrækkes til vinderholdet på Underværket lørdag den 13. april 2019 kl. 18. Vinderpræmien indeholder alt fra biografbilletter til flere slags oplevelsesgavekort og påskeæg med videre.
Gaden i Underværket er omdannet til ‘Café Cantina’ med fri entré og mulighed for at købe mad og drikke. Randers Vandpibecafé sørger for en ægte Cantina-stemning. På første sal holder Vinimperiet åbent hus med smagsprøver på økologisk vin, og Lyttelab inviterer til dialogspil med planeter om lørdagen.
Escape Galaksen er arrangeret i samarbejde mellem Adventure House, Teaterskolen Kastali’a og Underværket. Aktiviteten er støttet af Randers Kommune, Spar Nord, AL Bank, Danske Bank, Sparekassen Kronjylland og HvidGrafisk.
Om Randers – en by i galaksen
Med Star Wars og science fiction-genren som omdrejningspunkter byder Randers på april-dage med udstillinger, workshops, koncert, foredrag, debat og science fiction-messe. Science fiction og Star Wars appellerer både til voksne og børn. Det handler om at gribe lysten til at lære og lege – og ikke mindst til at blive en del af de store fortællinger om livet, døden, det at blive voksen, og den grundlæggende kamp mellem det gode og onde. Mælkevejen og stjernerne viser vej til en by i galaksen med kultur og oplevelser for hele familien den 12.og 13. april. Du finder programmet på www.enbyigalaksen.dk
Galaksens Hold ‘Nørd’ består af:
Bibliotekschef Mette Haarup, professor og forfatter Svend Brinkmann, leder af frivilligværket Louise Brown, skønlitterær forfatter Amdi Silvestri, fodboldspiller Kasper Enghardt fra Randers FC.
Kommentarer