Brand i ejendom

Natten til fredag kl. 02.35 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at der var brand i en etageejendom på Husarvej i Randers NØ.
En beboer var vågnet ved at brandalarmen i opgangen var gået i gang, og da han havde åbnet døren ud til opgangen, kunne han se, at der kom røg ud fra lejligheden beliggende st. th. Han fik kontakt til lejlighedens beboer og hjalp ham med at ringe 112.
Da politiet ankom til stedet, var brandvæsnet allerede i gang med slukningsarbejdet og flere personer stod forsamlet på gaden, herunder beboere fra de omkringliggende lejligheder. De blev alle registreret, og betjentene sikrede sig, at de alle havde et sted at sove for natten. Beboerne i den øverste lejlighed var ikke nået ud, inden opgangen var blevet helt dækket til at røg, men brandvæsnet vurderede ikke, at de var i fare, og de blev hjulpet ned, da der var styr på branden.
Brandvæsnet fik branden under kontrol, og den nåede ikke at sprede sig til andre lejligheder. Lejligheden i st. th. udbrændte dog helt. De foreløbige undersøgelser tyder på, at det kan have været nogle varmeblæsere, der har været årsag til branden. Lejlighedens beboer blev tilset i en ambulance for eventuelle røgskader, men ingen personer var umiddelbart kommet til skade ved branden, der nu skal undersøges nærmere.
Kommentarer