Borgmesterduel mellem Claus Omann Jensen (V) og Charlotte Broman Mølbæk (F)
SF Randers inviterer alle til café, hvor borgerne kan tale med deres lokale SF-politikere og stille spørgsmål direkte i caféens debat mellem nuværende borgmester, Venstres Claus Omann Jensen, og SF-borgmesterkandidat Charlotte Broman Mølbæk.
I Randers Ugen, den 18. august fra klokken 16 til 19, slår MacAle dørene op for alle, der vil møde deres politikere personligt, stille spørgsmål, debattere eller bare heppe med på den indledende debat, hvor Charlotte Broman Mølbæk udfordrer den siddende Venstre-borgmester klokken 16 til 17. Her vil borgerne lægge spørgsmål i en hat, som derfra bestemmer, hvad debattørerne skal diskutere.
For borgmesterkandidaten og SF er overskriften et venskabeligt forum med højt til loftet, hvor der bliver masser af plads efter debatten til at tale personligt med sin politiker.
– Et folkestyre er ikke meget værd, hvis folket og politikerne ikke mødes – også med dem, de er uenige med. Kærlighed til demokrati må også medføre en vis grad af deltagelse. Og det kunne jo blandt andet være her til caféen, siger Charlotte Broman Mølbæk. Hun ser caféen som en rigtig god mulighed for, at både vælgere og valgte kan komme til orde – på godt og ondt.
– Rigtig meget i valgkampen bliver randrusianerne, der skal høre længe på, at vi debatterer. Så det er vigtigt for SF, at vi også ‘giver mikrofonen videre’ til borgerne. Det er trods alt dem og deres holdninger, der er det egentlige centrum for enhver valgkamp. Så vi skylder dem at gå i dialog med dem om, hvad de mener, der er vigtigt, siger Charlotte Broman Mølbæk.
Hun understreger samtidig, at caféen er tænkt for alle mennesker på alle niveauer af politisk interesse.
– Jeg kender mange, der stemmer, men som egentlig ikke ved meget om politik, og de bruger mig tit til at få afklaret helt basale spørgsmål, for eksempel om forskellige sager og holdninger i kommunen. Og det vil vi også meget gerne bruge caféen til. Borgerne må ikke tro, at det er en indspist klub kun for dem, der allerede er helt inde i kommunalpolitik og afklarede med, hvor krydset skal sættes, siger Charlotte, der opfordrer alle til at kigge forbi og hilse på.
Fakta
- MacAle, Søndergade 2, 8900 Randers C.
- Fredag den 18. august 2017, kl. 16.00 til 19.00.
- Gratis entré.
- Ingen tilmelding.
- Mød gerne lidt før 16.00, da debatten starter på slaget.
Kommentarer