Randers By

Børn fra Randers i krible-krable videoer

Det er børn fra Randers der nu kan ses i videooptagelserne lavet i forbindelse med krible-krable arrangementerne, som Naturvejlederforeningen og DR Ramasjang står for. Arkivfoto

Det er børn fra børnehaven Ålykke i Randers, der er stjernerne i det nye officielle videomateriale for krible-krable arrangementerne, som Naturvejlederforeningen og DR Ramasjang står bag. Videoerne er optaget på Randers Naturcenter, der igen i år inviterer kommunens daginstitutioner på besøg med fokus på de spændende krible-krable dyr, som børnene elsker. Naturcenteret afholder også et familiearrangement, hvor forældrene har mulighed for at opleve glæden ved den nære natur sammen med deres børn.

– En skovsnegl tror jeg – årh, den er stor, siger den lille dreng, mens kan samler en stor snegl op fra skovbunden. – Det er en vinbjergsnegl, korrigerer en lille pige.

Sådan går samtalen mellem to af børnene fra børnehaven Ålykke i en af de nye videoer om krible-krable arrangementerne i maj måned. Den første video ud af tre er blevet offentliggjort på Randers Naturcenters facebookside, og de to andre kommer i løbet af ugerne op til arrangementet.

– Vi er vilde med det store fokus på krible-krable dyrene, for det er virkelig noget, der interesserer de små børn. Derfor er vi selvfølgelig glade for, at Naturvejlederforeningen valgte at få optaget videoerne hos os, siger Helle-Marie Taastrøm, naturvejleder og leder af Randers Naturcenter.

I løbet af uge 21 er der krible-krable TV på DR Ramasjang, og tirsdag og onsdag i samme uge kommer hele 32 grupper af børn på besøg på Randers Naturcenter med deres daginstitutioner.

Et indblik i børnenes forunderlige verden

Forældre og bedsteforældre har også mulighed for at få et indblik i børnenes forunderlige verden, når de finder og studerer de små krible-krabledyr. Det foregår lørdag d. 20. maj på Randers Naturcenter klokken 10.00 til 14.00.

Børnene får mulighed for at finde masser af krible-krable dyr på land og i vand, og naturcenteret udlåner forstørrelsesglas, så de kan studere dem på nært hold. Man kan også lave sin egen insekt-støvsuger og få den med hjem.

– Krible-krable dyrene er den perfekte indgang til den nære natur for vores børn. De udvikler en nysgerrighed og respekt for den nære natur, og det er en rigtig god oplevelse for forældrene at opleve glæden ved de små væsener sammen med børnene, siger naturcenterlederen.

På dagen kan man også hygge med fremstilling af popcorn over bål, og man er velkommen til at tage mad med til grillen. Der er også muligheder for sejlture i naturcenterets både, hvis vejret tillader det. Billetter til sejlads udleveres på dagen efter ”først til mølle princippet”.

Fakta om krible-krable projektet

  • Krible Krable-universet er udviklet i et samarbejde mellem Naturvejlederforeningen og DR Ramasjang.
  • Målgruppen er 0-8 årige børn i daginstitution, skole og SFO, samt og pædagoger, lærere, pædagogstuderende og børnefamilier.
  • Formålet med projektet er at inspirere børn og voksne til at gå på opdagelse i naturen, samt at motivere og ruste pædagoger og lærere til at igangsætte Krible Krable-aktiviteter, forløb og projekter på egen hånd.
  • I 2016 var der 430 deltagende daginstitutioner, skoler og SFO´er.
  • Nordea-fonden støtter Naturvejlederforeningens arbejde med Krible Krable.

Kommentarer