Kultur

Blues 2021: Hjælp med at finde navnet på ny pris til årets blå musikalske nybrud

DMA Blues beder musikfans komme med navneforslag til ny pris –  og stiller billetter på højkant til årets prisfest. Samtidig udvides arrangørkredsen.

Forberedelserne til årets DMA Blues er i fuld gang, og i år indføres en helt ny pris og ekstra DMA Blues-statuette, hvor målet er at hylde det nye talent/navn, som måske nok har blå aner, men som også peger i nye og andre musikalske retninger.

I forvejen deler DMA Blues priser ud til “Årets Danske Bluesudgivelse”,  “Blues Liveprisen” og “Hoochie Coochie Man/Woman”- prisen til en ildsjæl inden for genren.

Med den nye pris er ambitionen at rette antennerne mod blå nybrud inden for musikkens verden:

“Prisen gives til et nyt navn/ubeskrevet blad, der i det forgangne år i særlig grad har gjort sig bemærket, enten med et nyt og anderledes take på en blå musikalsk feeling eller som besidder et særligt talent, musikalitet og forståelse for bluesmusikken og dens beslægtede genrer.”

Men hvad skal prisen hedde? Det vil DMA Blues gerne have jer musikinteresserede til at hjælpe med ved at indsende jeres forslag.

Og når I nu er i gang, vil de også gerne have jer til i samme mail at beskrive: “Hvad er blues for dig” – til dem der har lyst. Musikalsk, tankemæssigt – eller hvad der nu end vækker den blå feeling i jer.

Deadline for svar er 24. februar kl. 10.00.

Indsend dine svar via dette link.

DMA Blues præmierer de bedste forslag med billetter til DMA Blues-festen, som foregår på Værket i Randers 18. august.

DMA Blues byder velkommen til Tempi

Tempi (genreorganisationen for folk, world og beslægtede musikalske strømninger) er kommet med i arrangørkredsen bag DMA Blues sammen med JazzDanmark, ROSA og Værket i Randers.

Torben Eik Jacobsen fra de nye medarrangører Tempi siger:

“Bluesmusikken har godt fat i publikum herhjemme, og der er de seneste år bygget et fedt arrangement op om omkring DMA Blues, som vi glæder os til at være en del af, så vi kan hjælpe med at åbne bluesmusikkens univers op for endnu flere publikummer og lyttere herhjemme.”

DMA Blues 2021 arrangeres af Tempi, JazzDanmark, ROSA og Værket og støttes af Randers Festuge samt Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik.

Kommentarer